Frederik Andersen: - Jeg spiller mod SønderjyskE
Frederik Andersen står i mål for Frederikshavn White Hawks i fredagens første semifinale ude mod SønderjyskE. Kanal Frederikshavn har netop talt med den 21-årige landsholdsmålmand.
- Det er helt sikkert, at jeg står i mål, siger Frederik Andersen.
Han har været skadet siden høgenes sidste hjemmekamp i grundspillet 16 februar mod netop SønderjyskE. Han blev tacklet hårdt af Dejan Matejic og pådrog sig en hjernerystelse.
- For et par uger siden fik jeg hovedpine, når jeg trænede for halv kraft, men i denne uge har jeg trænet helt igennem uden problemer, siger Frederik Andersen.
Han er gået glip af seks kampe de seneste uger, men det mener han ikke, er et problem.
- Vi er langt inde i sæsonen, og jeg har spillet over 40 kampe, så kampformen fejler ikke noget. Jeg har desuden under træningen i denne uge fokuseret på igen at få det basale ind under rygraden, fortæller White Hawks-keeperen.
Sidste år tabte White Hawks 0-4 til SønderjyskE i semifinaleserien. Frederik Andersen forventer større spænding og jævnbyrdighed i år.
- De er ikke så skræmmende, som de har været. Vi har bl.a. slået dem dernede. Desuden er vi blevet bedre. Alle vi unge spillere har udviklet os meget. Vi er fysisk stærkere og har større mental styrke, vuyrderer Frederik Andersen.





































