FREDERIK flytter tilbage på Fr.havn Turistbureau
Handels- og virksomhedsforeningen FREDERIK flytter tilbage på Frederikshavn Turistbureau. Det blev medlemmerne orienteret om på foreningens generalforsamling i aftes på Scandic The Reef. FREDERIK har i to år haft eget kontor og mødelokale på Parallelvej, men ønksker nu at minimere omkostningerne og styrke samarbejdet med Frederikshavn Turistbureau.
Bestyrelsen understregede i sin beretning, hvor vigtigt det er, at FREDERIK er udfarende og satser på udvikling i stedet for at vente og se, hvad der sker af sig selv.
- Vi er i gang med en udviklingsproces for at udvide vores butiksmiks og få spændende butikstyper til at etablere sig i Frederikshavn. Det sker i et fint samarbejde med kommunen. Det vil senere vise sig, om det vi er i gang med, kan lykkes, oplyste Kim Rasmussen fra KR Gardiner, som aflagde beretningen i stedet for den sygemeldte formand, Ejvind Nielsen.
Den opfordrede medlemmerne til at bevare troen og optimismen og stå sammen om at markedsføre Frederikshavn.
- Det er meget vigtigt, at vi ikke skærer ned på markedsføringen, selv om vi godt ved, at det er vanskeligt at overkomme økonomisk, når salget svigter. Vi er fortsat i en stærkere og stærkere konkurrence fra mange sider, så der skal også af den årsag en øget indsats til for ikke at blive overhalet.
Handelsstandsforeningerne i Skagen, Frederikshavn og Sæby er i dialog med Frederikshavn Kommune om eventuelt at overtage parkeringskontrollen.
- Udgangspunktet er, at vi må kunne gøre det bedre selv og dermed undgå de tåbeligheder, som vi oplever på dette område. Vi kunne f.eks. vælge at servicere vore turister bedre og ligeledes vore borgere i vores kommune samtidig med, at vi selvfølgelig fortsat vil sikre en fornuftig brug af parkeringspladserne. Der arbejdes p.t. videre med at finde ud af, hvordan det kan gøres, lød det fra Kim Rasmussen.
Foreningen måtte i 2010 for andet år i træk noteret et fald i omsætningen af FREDERIK-gavekort. Salget nåede kun op på 3,1 millioner kroner mod 4,5 millioner kroner i 2009, som endda var et dårligere år end 2008.
- Gavekortet er fortsat et rigtig godt aktiv for at holde pengene i forretningerne i Frederikshavn, og faldet i omsætningen passer jo godt til den generelle afmatning indkøbsmæssigt. Måske har det også haft betydning, at vi har været nødt til at ændre salgssteder i årets løb, konstaterede Kim Rasmussen.





































