Frederikshavn er en dejlig by for cykelentusiaster
- I gamle dage havde vi altid meget travlt ved højtider som jul og konfirmationer. Det har vi ikke længere, for i dag køber folk cykler året rundt. Der spares ikke i stil med tidligere sammen til en ny cykel – man køber den i stedet bare, når man har brug
Sommertid er lig med cykeltid, og efter to lange vintre med masser af sne og frostgrader er sommerperioden en længe ventet gæst i cykelbranchen. Også her er man i lighed med ishuse, turistattraktioner og badestrande nemlig særdeles afhængige af sommervejret. Kanal Frederikshavn har talt med Jesper Hansen, der i snart fem år har været ansat som cykelmekaniker hos Herluf Cykler i Danmarksgade.
Hvad er det bedste ved sommeren i Frederikshavn?
- Det bedste ved sommeren i Frederikshavn er lyset. Vi har jo det der helt specielle nordjyske lys heroppe, der nok formentlig er en kombination af hav på begge sider af landet og det lyse sand ved de mange strande. På denne årstid besøges butikken desuden af en masse cykelglade turister, hvor nordmændene er den største gruppe. Det kan også mærkes på omsætningen.
Kradser krisen også i cykelbranchen?
- 2011 har indtil videre været markant bedre end 2010. Vi kan dog sagtens stadig mærke krisen – ingen tvivl om det. De sidste to år har generelt været meget, meget stille, hvilket nok skyldes en kombination af både krisen og vejret. To vintre så strenge, som dem vi netop har haft, er meget hårde for en branche som denne. Vi mister jo sådan set to måneder i hver ende af sæsonen, og så skulle man tro, at en vinter med salt på vejene giver flere reparationer – men tværtimod kommer cyklerne slet ikke ud i så hårde vintre som den i år og sidste år. Derfor får vi heller ikke de reparationer, vi normalt plejer at få efter en almindelig dansk vinter.
Hvordan imødekommer man et levende bymiljø – også i den nordlige del af Danmarksgade?
- Det har hjulpet meget, at galleriet overfor vores butik er kommet. Det giver mere aktivitet til og fra den nordlige Danmarksgade. Men turisterne stopper stadig nede for enden af gågaden, for her ser de jo, at der tilsyneladende ikke er noget længere oppe ad gaden. Det er svært at spå om, hvad der vil gøre bydelen mere levende. Jeg tror ikke nødvendigvis, det er en fordel at føre gågaden videre – men man skulle måske forsøge at sætte nogle reklamer eller plakater op i de tomme forretningsvinduer eller få nogle af de større butikskæder til at udstille varer i vinduerne.
Har I gjort noget særligt godt for en turist i butikken?
- Vi har lige haft en fem-seks unge svenskere gående her med deres gamle tandem, der var helt ødelagt. Det lykkedes dem efter et par timers reparationer at få den til at virke igen – og da det skulle være så billigt som muligt, klarede de selv reparationsarbejdet under vores vejledning. Gennem tiderne har vi da også reddet enkeltes ferier – og der er hver sommer mange gengangere i blandt kunderne, der som en fast tradition kommer tilbage hvert år.
Hvor vil du anbefale en turist i Frederikshavn at tage hen?
- Det er ikke alle, der er klar over det, men i Frederikshavn og omegn har vi et helt fantastisk cykelterræn – for eksempel ved Haldbjerg, Øksnebjerg og Understed eller ud ad Vrangbækvej. Vi havde for nogle år tilbage en af Danmarks bedste løbsruter heroppe, der også samtidig er en af de hårdeste ruter med en masse kuperet terræn. For mountainbikeentusiaster er der desuden både Vandværksskoven, Åsted Ådal, Katsig Bakker eller Pikkerbakken. Derfor synes jeg sagtens, man kan besøge Frederikshavn som cykelturist - her er mange muligheder og få tungt trafikerede veje.