Frederikshavn får landets største CrossFit-center
Det bliver Danmarks største CrossFit-center, som Brian Høj lørdag 4. juli åbner i Frederikshavn. Åbningsprogrammet er nu på plads, og der er lagt op til en særdeles spændende og begivenhedsrig dag på Knivholtvej 1A.
CrossFit Frederikshavn er rykket ind i Møbellands tidligere lokaler. Med ikke mindre end 1.200 kvadratmeter til rådighed er der tale om landets største CrossFit-center. Og hvorfor skal det så lige ligge i Vendsyssel?
- Der er omkring 40 centre i Danmark, men kun fem af dem ligger i Nordjylland. Der er tre i Aalborg og ét i Hobro. Dette bliver altså det første af slagsen i Vendsyssel, og derfor er jeg overbevist om, at vi får medlemmer nok, siger Brian Høj.
CrossFit er et styrke- og konditionsprogram bygget op omkring konstant varierende funktionelle bevægelser, der udføres ved høj intensitet. I CrossFit benyttes der ikke maskiner til træningen. Der arbejdes udelukkende med frie objekter og egen kropsvægt, hvilket gør CrossFit til en yderst funktionel træningsform.
- Det er den største sportsbevægelse i verden, fordi ALLE kan være med. Lige fra børn til pensionister og fra motionister til topatleter, fortæller Brian Høj.
Han slår dørene op lørdag 4. juli kl. 10.00. Her er alle velkomne til åbent hus, hvor gæsterne - ud over at se lokalerne og træne med - kan møde kostvejleder Mathilde Kristiansen, CrossFit-konkurrenceudøver Mads Rasmussen og BeneFiT Frederikshavn Fysioterapi & Træning.
Dagen byder også på flere konkurrencer, ligesom Slagteren Suensonsvej griller pulled chicken med salater og uddeler smagsprøver. Sportsmaster Frederikshavn frister med ekstra rabat på udvalgte CrossFit-sko og -tøj til alle, som denne dag melder sig ind i CrossFit Frederikshavn.
- Vi ser frem til en dag med mange gæster, og vi kører træning hele dagen, så folk, der ikke kender CrossFit, kan danne sig et indtryk af denne træningsform, hvor elitegymnasten og nybegynderen kan træne side om side på samme hold, udtaler Brian Høj.






































