Frederikshavn får verdens højeste havvindmølle
Verdens højeste havvindmølle kommer nu til at dreje sine vinger i farvandet ud for Frederikshavn. DONG Energy bruger 240 millioner kroner på dels at købe den store havvindmølle af Vestas, dels på at klargøre pladsen i havet til denne første og op til fem andre havvindmøller, oplyser DR Nordjylland.
Pressemedarbejder Andreas Krog fra DONG Energy siger, at møllen fra Vestas er den seneste generation af havvindmøller - og før man køber flere af dem, vil man se den demonstreret i havet ud for Frederikshavn.
Møllen fra Vestas bliver 187 meter høj og dermed den højeste i verden. Anders Søe-Jensen, der er præsident for Vestas Offshore, oplyser at to lignende møller kommer til at stå på land - i Østerild.
Det er planen at møllen kommer op at stå i 2013.
- Det er de højeste møller, det er muligt at sælge i dag. Man kan godt lave dem højere, men så bliver de så dyre, at det ikke kan betale sig at lave dem - ihvertfald ikke med den viden og teknologi, vi har i dag.
Ditlev Engel, koncernchef i Vestas Wind Systems, udtaler til NP Investor:
- Vi er glade for nu at have en endelig aftale på plads med DONG Energy omkring vores kommende havvindmølle. DONG Energy vil med testinstallationen få et helt tæt indblik i møllen, og vi ser frem til på den vis at kunne sikre DONG Energy den tillid, der skal til for på et senere tidspunkt at kunne investere i møllen til kommercielle projekter.





































