Frederikshavn Fox får besøg af Nordkøbenhavn
Frederikshavn Fox spiller lørdag kl. 15.00 hjemme i Arena Nord mod Nordkøbenhavn Håndbold. Det er årets første opgave for Frederikshavns ubesejrede tophold i kvindernes 1. division i håndbold.
Modstanderne fra Nordkøbenhavn ligger på sjettepladsen. Ifølge Fox-træner Ole Andersen er det et teknisk godt hold med stor kreativitet og et altid meget varieret forsvarskoncept.
- Af profiler på dette hold kan nævnes Tanja Laursen, Mia Bidstrup, Sarah Iversen og Maja Rømer. Alle borger de for masser af mål, ligesom NKH er meget fint besat på målmandsposten, udtaler Ole Andersen.
Frederikshavn Fox vandt det omvendte møde med hele 26-15.
- Vi havde ganske godt styr på dem i første kamp, og nu gælder det så om at bevare koncentrationen og få et godt afsæt til Tvis-kampen om en uge, siger Ole Andersen.
Søndag 18. januar er der topkamp mellem Tvis/Holstebro og Frederikshavn Fox. Alt tyder på, at den kamp afgør den direkte oprykning til Ligaen.
Foto: Finn Larsen





































