Frederikshavn går foran med ny døgninstitution
Der er langt mellem byggepladserne for nye døgninstitutioner landet over. Men den praksis gør Frederikshavn Kommune nu op med i et forslag om en helt ny døgninstitution til børn og unge på Nordre Strandvej i Frederikshavn.
Der er langt mellem byggepladserne for nye døgninstitutioner landet over. Men den praksis gør Frederikshavn Kommune nu op med i et forslag om en helt ny døgninstitution til børn og unge på Nordre Strandvej i Frederikshavn.
Frederikshavn Kommune har netop udsendt et forslag om en ny døgninstitution på Nordre Strandvej 2 i Frederikshavn. Af forslaget fremgår det, at institutionen ikke er et specialiseret behandlingstilbud til børn med misbrug en kriminel baggrund eller udafreagerende adfærd, men et tilbud til børn og unge mellem 12 og 18 år, der på grund af svære omstændigheder hjemme, har brug for et hjem nummer to.
Den nye institution, som netop er sendt til offentlig debat, skal erstatte institutionen ”Minibo” i Skansegade i Frederikshavn og derudover skabe et antal nye pladser. I alt skal der på institutionen være plads til 18 børn og unge. Kommunen har allerede to døgninstitutioner afskåret fra byens faciliteter, og derfor har det været en forudsætning i planlægningen, at den nye institution opføres bynært og attraktivt for børnene.
Med de nye planer, høster Frederikshavn Kommune anerkendelse i FADD – Foreningen af Danske Døgninstitutioner for Børn og Unge.
- I mange år har man nedprioriteret at bygge nyt og i stedet etableret institutionspladser i eksisterende - og ikke altid velegnede - bygninger. Det er sjældent og meget positivt, at man nu i Frederikshavn vælger at tænke pædagogik før mursten, fortæller konsulent i FADD, Henrik Kaustrup Pedersen.
Kommunen foreslår, at institutionen placeres på den del af Nordre Strandvej 2, der i dag ligger uudnyttet og uplejet hen. Dermed forbliver legepladsen og boldbanen upåvirket af byggeriet. I forslaget, som netop nu ligger tilgængeligt på kommunens hjemmeside, lægger man vægt på, at institutionen skal fungere som et helt almindeligt hjem for børnene.
Det betyder dels, at institutionen skal opføres i stil med husene i Sindallund-kvarteret, men også at institutionen i sin indretning skal lægge op til en hverdag, som i enhver anden familie. Derfor understreger man fra kommunens side, at ambitionen er at skabe en institution, som falder så naturligt ind i de eksisterende omgivelser som muligt.
Borgere kan indsende forslag og synspunkter til kommunen i perioden den 25. maj til den 22. juni. Desuden inviteres alle interesserede til et borgermøde om projektet tirsdag den 14. juni kl. 17-18.30 i Maskinhallen, Skolegade 8, Frederikshavn.





































