Frederikshavn Golfklub skifter formand
Frederikshavn Golfklub - en af kommunens største sportsklubber - skifter formand med øjeblikkelig virkning. Kim Stubbergaard Reese overlader roret til Ove Christensen.
- Min afsked med bestyrelsesarbejdet i Frederikshavn Golfklub er helt udramatisk. Det skyldes i al sin enkelthed, at jeg i mit daglig arbejde har oplevet en eksplosiv vækst i den virksomhed (SET Pipes A/S, red.), jeg driver, og derfor kan jeg ikke afse ressourcer til også at indgå i bestyrelsesarbejdet. Når jeg går ind i projekter, gør jeg det 100 procent, og jeg føler ikke, at jeg kan give det af mig selv, som det kræver at være en del af en aktiv bestyrelse og klub i vækst. Dog vil jeg stadig være aktiv i nogle udvalg og som frivillig i klubben, så I slipper ikke helt for mig, oplyser Kim Stubbergaard Reese.
Han har været en del af bestyrelsen i 10 år og har de senere år haft ansvaret som formand.
- Hvilken rejse det har været. Jeg synes, at vi som klub og bestyrelse har løftet niveauet på mange områder, og vi står bedre i dag, end vi gjorde for fire år siden. Frederikshavn Golfklub er blevet en anerkendt forening i Frederikshavn Kommune, hvor man har set det potentiale, vi har at byde på - senest i forbindelse med Challenge Touren. På sponsor- og fundraising-siden har vi også formået at udvikle os positivt, og vi er som bestyrelse også blevet mere synlige. Vigtigst af alt fornemmer jeg en spirende klubfølelse, og positive tanker omkring det arbejde, der bliver gjort i klubben på alle niveauer. Det er hele arbejdet værd, mener Kim Stubbergaard Reese.
Ove Christensen er ny formand som minimum, indtil bestyrelsen konstituerer sig på næste generalforsamling. 1. suppleant Dann Sørensen indtræder i bestyrelsen.





































