Frederikshavn Gymnasium ER politisk anlagt
Kim Birk Larsen har skrevet dette indlæg: Jeg beskrev sidste år i flere medier, kort efter skolestart, hvordan Frederikshavn Gymnasium forbød DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom) at køre skolestartskampagne. I år gjorde vi det i DSU ud fra devisen om, at det er bedre at bede om tilgivelse end om tilladelse.
Kampagnen førte til en "anmeldelse" fra et unavngivent medlem af VU – som tilsyneladende ikke går ind for ytringsfriheden – som så førte til en advarsel til undertegnede og en (u)klar opridsning af skolens reglement (som i øvrigt ikke er at finde detaljeret nogen steder).
I denne ”opridsning” hed det, at der under ingen omstændigheder måtte hænges politisk materiale op andre steder end på én tilladt opslagstavle, og at der heri ikke måtte reklameres for arrangementer på værtshuse og barer. Det er fair nok. Regler er regler.
MEN. I den forgangne uge har man flere steder på plakater på gymnasiets støvede gange kunnet læse, at Venstre og SF holder duel på John Bull Pub mandag 15. november. Fremragende initiativ. Men så er det jeg spørger: Hvor pokker bliver skoleledelsens håndlanger af, som havde så travlt med at smide rundt med trusler og få sat mundkurv på DSU?
Et andet eksempel på partitagen var i samme tilfælde. VU havde som en rask lille provokation fået stablet uddelere på benene, som ved siden af os DSU’ere stod og delte foldere ud – igen et frisk pust til ungdomspolitik. Da kontorets udsendte fra mig fik at vide, at VU også havde deltaget, var kommentaren ganske enkel: ”Du må hellere henvende dig hos rektor, hvis du har flere ønsker eller spørgsmål.”
Det stinker langt væk af partitagen, og jeg synes på ingen måde, at det pynter på skolens ledelse! Der er måske en grund til, at gymnasiet i Frederikshavn har det dystre rygte, det har rundt omkring.
Kim Birk Larsen
Formand DSU Frederikshavn/gymnasieelev
20 77 74 42 / argghr@hotmail.com






































