Frederikshavn Havn: 12,6 mio. kr. i overskud i 2009
Antallet af færgepassagerer til og fra Frederikshavn faldt i 2009 til 1.884.000. Midt i 90'erne var tallet helt oppe på næsten fire millioner. I forhold til 2008 er der dog kun sket et fald på 100.000.
Frederikshavn Havn kom ud af 2009 med et overskud på 12,6 mio. kr. Det er fem mio. kr. bedre end forventet, men godt seks mio. kr. dårligere end i 2008.
Resultatet og den økonomiske udvikling anses for tilfredsstillende. Havnen udbetaler for 2009 kr. 2,3 mio. kr. i udbytte til ejeren, Frederikshavn Kommune.
Den samlede nettoomsætning blev 53,5 mio. kr. og fordelte sig med:
• Skibs- og vareafgifter - færger 27,8 mio. kr. / 52,0 procent
• Bil- og passagerafgifter - færger 7,1 mio. kr. / 13,3 procent
• Anden maritim indtægt 7,1 mio. kr. / 13,3 procent
• Øvrige indtægter 11,5 mio. kr. / 21,4 procent
Færgerne tilførte i årets løb Frederikshavn Havn 2.097.000 tons gods, hvilket er et fald på 427.000 tons i forhold til 2008, eller ca. 17 procent. Faldet tilskrives den fortsatte effekt af den finansielle og økonomiske krise.
De øvrige godsmængder, som i alt væsentligt udgøres af forskellige typer af bulkgods, udviste et fald på 20,3 procent eller 66.000 tons til 260.000 tons.
Stenprodukter udviser det største fald, mens træ og jernskrot viser pæne stigninger.
Havnen budgetterer med et positivt resultat for 2010 i størrelsesordenen 8-10 mio. kr. Budgettet må betragtes med en vis usikkerhed på baggrund af den fortsatte krise.
Frederikshavn Havn fremlægger om nogle måneder en langsigtet forretnings- og strategiplan.






































