Gå til hoved-indhold
20. juni 2019 - kl. 09.06

Frederikshavn Havn skaber plads til lystfiskere

  • 1 af 2
    FOTO: Presse
  • 2 af 2
Af: Kanal Frederikshavn

Snart bliver det muligt for lystfiskere og andre interesserede at få adgang til den nye nordmole på Frederikshavn Havn. Adgangen sker via Arne Ørskovsvej ad en fire meter bred grusvej, der starter ved spulefelterne og ender ude ved nordre molehoved.

Frederikshavn Havn har indgået en aftale med Moosdorf Hegn A/S om etablering af 1.850 meter ISPS-hegn, som skal adskille den offentlige grusvej langs nordmolen og det bagvedliggende arbejdsområde. Og det er netop de mange meter hegn, der gør det muligt at give frederikshavnerne adgang til området.

Med etableringen af ISPS-hegn opfylder Frederikshavn Havn både ISPS-kravene og tilgodeser samtidig sikkerhedshensyn, så det sikres, at lystfiskere og andre besøgende ikke kommer i karambolage med arbejdskøretøjer og lignende. Også det nye recyclingområde indhegnes af 2.100 meter ISPS-hegn.

- Vi får mange henvendelser specielt fra lystfiskere, som er nervøse for, at det nye havneområde bliver lukket område. Det ønsker vi på ingen måde. Havnen er en del af det at være frederikshavner – det er byens havn, og det vil vi gerne, at den bliver ved med at være. Vi er selvfølgelig forpligtigede til at overholde de gældende ISPS-regler, men vi mener, at vi har fundet en fin løsning, hvor havnen kan fungere som en ansvarlig og innovativ erhvervshavn samtidig med, at byens borgere får adgang til udvalgte steder som for eksempel nordmolen og nordre molehoved. Så snart den store mængde hegn er etableret og adgangsforholdene klargjorte, bliver der åbnet for offentlig adgang til nordmolen og nordre molehoved. Vi ved, at mange frederikshavnere ser frem til denne dag, så det bliver selvfølgelig en dag, der skal markeres på en eller anden måde. Det glæder vi os til, og vi melder en dato ud for åbningen, så snart det er muligt, udtaler Jeppe M. Høgenhaug, Maritim chef hos Frederikshavn Havn.

Det nye ISPS-hegn bliver et 2,40 meter højt stålmåttehegn. Opsætningen af hegnet påbegyndes senest i uge 31 og forventes at stå færdigt i fjerde kvartal i år.

Indtil der åbnes for offentlig adgang opfordrer Frederikshavn Havn af sikkerhedsmæssige årsager folk til at respektere skiltningen på området og ikke færdes på byggepladsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...