Frederikshavn Kommune støtter kræftramte børn
Frederikshavn Kommune har valgt at støtte op om kræftramte børn over hele Danmark ved at iværksætte en medarbejderindsamling "Dansk Børnekræft Uge 2010".
Når "Dansk Børnekræft Uge 2010" fra 7.-14. februar løber af stablen over hele Danmark, er det blandt andet med medarbejdere fra Frederikshavn Kommune i ryggen.
Foruden den monetære indsamling vil Frederikshavn Bibliotek lave et særtema omkring børnekræft under ”Dansk Børnekræft Uge”. Her kan voksne og børn komme forbi biblioteket og lære noget mere om det alvorlige tema.
- Frederikshavn Kommunes involvering i vores sag er noget vi sætter stor pris på. Det er rigtig flot, at medarbejdere i Frederikshavn Kommune støtter op om "Dansk Børnekræft Uge", udtaler formanden Kurt Hansen.
Han håber, at rigtig mange medarbejdere i Frederikshavn Kommune vil betænke organisationen, støtte op om initiativet og donere penge under "Dansk Børnekræft Uge".






































