Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
11.09.2018 | Af: Kanal Frederikshavn

Frederikshavn Kommune undsiger Søfartsstyrelsen

Sagen om de to boreplatforme i Frederikshavn tager nu atter en ny drejning. Frederikshavn Kommune afviser, at de oplysninger, som Søfartsstyrelsen ligger inde med om baggrunden for de to boreplatformes tilstedeværelse i Frederikshavn Havn, er korrekte.

 

Søfartsstyrelsen har overfor TV2 Nord oplyst, at de to boreplatforme Brage og Ensco 80 begge havde angivet, at de ikke var aktive, og at de var kommet til Frederikshavn for at blive hugget op.

De oplysninger er i direkte modstrid med Frederikshavn Kommunes version af historien. Ifølge kommunen er de to boreplatforme ankommet til Frederikshavn som aktive fartøjer, og det var ikke besluttet ved ankomsten, hvad formålet med rejsen tværs over Nordsøen var.

Hvis Frederikshavn Kommunes udlægning af sagen er rigtig, kan de to boreplatforme smutte ind i dansk farvand gennem et hul i miljølovgivningen. Men det forudsætter, at det ikke på forhånd var bestemt, at de skulle hugges op. Derfor kom det bag på Frederikshavn Kommune, at Søfartsstyrelsen havde andre oplysninger i sagen.

Hvis de to boreplatforme ved ankomst til Frederikshavn har oplyst, at de var kommet for at blive skrottet, er de nemlig automatisk omfattet af Basel Konventionens bestemmelser om import af miljøfarligt affald. Det betyder, at de skal gennem en bureaukratisk og tidskrævende myndighedsbehandling i Miljøstyrelsen, der skal udstede en importtilladelse.

Søfartsstyrelsen såede altså alvorlig tvivl om Frederikshavn Kommunes forklaring i sagen – og nu gør kommunen så gengæld.

I et notat 5. september 2018 afviser kommunen Søfartsstyrelsens udlægning af sagen. De agenter, som ifølge Søfartsstyrelsen har meddelt, at boreplatformene var kommet til Frederikshavn for at blive hugget op, siger nu noget andet til Frederikshavn Kommune.

Nu er det op til Miljøstyrelsen at finde sandheden, oplyser TV2 Nord. Skal de tro på Frederikshavn Kommune? Hvis ja betyder det, at det bliver den lokale miljømyndighed – altså kommunen - der skal udstede miljøgodkendelserne til de to platforme. Samme myndighed som i øvrigt ejer Frederikshavn Havn.

Hvis Miljøstyrelsen derimod vælger at tro på sin kollega i Staten Søfartsstyrelsen, skal de selv i gang med myndighedskontrol, for så kræver det at platformene får en importtilladelse.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close