Gå til hoved-indhold
07. november 2011 - kl. 04.11

Frederikshavn Minibusser vil åbne eget taxi-firma

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Frederikshavn Minibusser søger kommunen om tilladelse til at åbne Frederikshavn Minicab.
Af: Kanal Frederikshavn

Frederikshavn Minibusser ønsker at tage kampen om taxikunderne op med Frederikshavn Taxa og Skagen Taxa. Frederikshavn Minibusser søger kommunen om tilladelse til at åbne Frederikshavn Minicab med 10 taxitilladelser.

De to ejere af Frederikshavn Minibusser har en fortid i taxibranchen. Firmaet råder over 28 minibusser og to store busser. De har i dag en stor del offentlig kørsel både for Frederikshavn Kommune, Region Nordjylland samt de omkringliggende kommuner.

De anvender jævnligt underleverandører til dele af kørslen. Det vil lette meget, hvis de råder over et antal taxitilladelser, hvor kommunikationen vil være mere direkte - i stedet for at skulle igennem en del led, hvor der let kan opstå misforståelser. De har en del ture med meget få passagerer i vognene, hvor det ville være mere hensigtsmæssigt over for miljøet at anvende en taxi frem for en bus.

Frederikshavn Minibusser oplyser i ansøgningen til kommunen, at de har måttet afvise flere erhvervskunder, der ønsker et alternativ til den nuværende leverandør. For nylig har man kunnet læse i dagspressen, at der udtrykkes bekymring for taxibetjeningen, specielt i Frederikshavn by.

For år tilbage var der ca. én taxi til rådighed for hver 1000 indbyggere, det vil sige at der i Frederikshavn var 34 taxier, hvorimod der nu er 24, som også omfatter Sæby-området.

Frederikshavn Minibusser mener, det vil være sundt med konkurrence bestillingskontorerne imellem, hvilket vil komme kunderne til gode. Erhvervskunder vil få et alternativ til den nuværende leverandør af taxiydelser.

Ansøgningen drøftes i Plan- og Miljøudvalget i denne uge. Ikke overraskende mener Frederikshavn Taxa, Skagen Taxa og de øvrige vognmænd ikke, at der er behov for at udstede flere taxitilladelser.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...