Frederikshavn Stadion forvandlet til et Tivoli
FfI's JS-hold i fodbold sluttede året af med en særdeles målrig forestilling (4-4) hjemme mod Aalborg KFUM. Allerede efter små 10 minutters spil måtte keeper Jack Moll lade sig udskifte - i stedet tog angriberen Michael Pedersen handskerne på.
Til opgøret var der debut til U19-spilleren Niklas Sørensen. Jan Wrensted og Lennart Bak havde følgende mandskab til rådighed:
Jack Moll (m) (8: Dennis Karlsen) - Jack Enevoldsen, Rasmus Wrensted, Jacob Hørbye, Jack Vejle - Thomas Sørensen, Mathias Vinther, Steffen Jensen (69: Niklas Sørensen, Rasmus Andersen - Mike Petersen og Michael Pedersen.
Dennis Karlsen bragte de rød/sorte foran efter et kvarters spil, da han udnyttede en fejl i gæsternes forsvar. Bare fem minutter senere måtte Michael Pedersen, der netop havde afløst en fiberskadet Jack Moll i målet, hente bolden ud af netmaskerne, da han blev passeret direkte på frispark.
To spillere, der spillede afskedskamp i FfI-trøjen, Jacob Hørbye og Rasmus Wrensted, fik hver en tynd 10 minutters udvisning, og så var det altså op ad bakke for hjemmeholdet.
Aalborgenserne gjorde det da også til 2-1 få minutter efter, da Michael Pedersen var chanceløs på et godt skruet skud op i hjørnet. Trods et godt pres og en par gode chancer kunne Aalborg KFUM gå til pause foran med 2-1.
FfI kom godt ud fra anden halvlegs start og bare en håndfuld minutter efter sidebyttet gjorde Dennis Karlsen det på flotteste vis til 2-2, da han elegant skruede bolden op i det lange hjørne.
Også Rasmus Andersen blev dobbelt målscorer, da han efter 60 og 65 minutter gjorde det til 3-2 og 4-2 med to fantastiske mål, hvor særligt det sidste var fremragende. Rasmus bragede ganske enkelt bolden forbi en sagesløs KFUM-keeper.
KFUM kom dog tilbage i kampen og fik reduceret på et godt hovedstød med 20 minutter igen. 10 minutter før årets sidste fløjt kunne Michael Pedersen ikke stille noget op over for en friløber og så endte opgøret i de rene tivolicifre: 4-4.
- Første halvleg var dårlig fra vores side af, men vi blev også forstyrret med udskiftningen af målmand Jack Moll samt de to gule kort. Efter pausen blev det periodevist bedre, men de kom alt for let og uforstyrret igennem ved deres mål. Det bar meget præg af en sæsonafslutning, hvor begge mandskaber ikke havde noget at spille for, siger FfI-træner Jan Wrensted.
Ved aftenens afslutningsfest blev Mike Petersen, Jack Vejle og Michael Pedersen hædret med flotte priser.
FfI slutter på tredjepladsen og er dermed klar til i foråret at spille om oprykning til Danmarksserien. Sæby og Skagen blev nr. fem og seks. De skal dermed bruge foråret på at undgå nedrykning til serie 1.





































