Mads Lykke Nielsen, Frederikshavn Golf Klub, er en af de fire danske golfspillere, der er klar til Mens Team World Handigolf Championships 2011 – hold-VM i golf for spillere med fysiske handicap. VM afholdes fra 8.-10. august i Bokskogens GK lidt uden for Malmø.
Målgruppen er golfspillere med bevægelseshandicap/fysisk funktionsnedsættelse. En del af spillerne er benamputerede og spiller med protese, andre mangler en arm eller har markant nedsat styrke eller bevægelighed. Alle spillere skal være godkendt af EDGA m.h.p. overholdelse af mindstehandicap.
Det danske hold består af fire spillere samt holdkaptajn Jørgen Krogh, Helsingør GC. Blandt de fire spillere er Mads Lykke Nielsen, der til daglig spiller på 3. divisionsholdet i Frederikshavn GK. Den nyuddannede bygningskonstruktør, der har en skulderlammelse, blev først i sidste sæson opmærksom på, at der findes golf for spillere med handicap.
- Jeg har først for nyligt fået mit EDGA-pass, så det hele er ret nyt for mig. En af de andre danske spillere, Stefan Mørkholt, og jeg bliver i Sverige efter VM og skal spille Swedish invitational, hvilket sammen med VM er min første større turnering.
Det er et tændt dansk hold, der tager til Sverige allerede lørdag for at lade op. Søndag er der prøverunde, og mandag går det for alvor løs. Den danske målsætning er at komme i top 5, og rammer holdet storspillet, kan det måske blive til mere.
Der spilles uden særligt hensyn til deltagernes fysiske handicap eller registrerede golfhandicap, idet matcherne afgøres ved slagspil fra ”scratch”, dvs. uden tildelte slag. Spilleformen er som ved Ryder Cup o.l. store turneringer for de professionelle golfspillere, idet der spilles såvel par-spil (foursomes/fourballs) og individuelt (singler). Ved dette VM spiller hvert hold 7 matcher – 5 singler, 1 foursome og 1 fourball – over de tre dage, og scoren (antal slag) fra de seks bedste matcher er tællende.
Deltagende nationer: Australien, Sverige, Norge, Finland, Storbritannien, Frankrig, Østrig, Tyskland, Italien, Sydafrika, Japan og Danmark.