Frederikshavner kører danskbygget brintbil
Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
17.05.2017 | Af: Kanal Frederikshavn

Frederikshavner kører danskbygget brintbil

Siden studiet på HTX i Frederikshavn har Stig Seiferheld plejet kontakten til hjemstavnen flittigt.
Frederikshavneren Stig Seiferheld - i dag bosat i Aalborg og studerende på Aalborg Universitet - sætter sig inden længe bag rattet i den super-økonomiske brintbil, han og et hold ingeniørstuderende har bygget. Bilen skal deltage i dette års Shell Eco-marathon i London i næste uge.


 

Som chauffør i Aalborg Universitets nybyggede superøkonomiske brintbil er Stig Seiferheld levende bevis på, at seriøse ingeniørstudier er mere end bøger og forelæsninger. For tredje år i træk skruer han sig snart ned bag rattet i en lille brintdrevet bybil, som han og hans medstuderende på AAU selv har tegnet og bygget.

Det sker, når årets Shell Eco-marathon i Londons olympiske by løber af stablen fra 25. til 28. maj. Et løb, der bedst kan beskrives som et Le Mans for Georg Gearløs-typer fra tekniske skoler og universiteter i hele Europa.

Økorace i olympisk by
I år er det 33. gang, at Shell afvikler løbet. Og ligesom sidste år lægger Queen Elizabeth Olympic Park i den engelske hovedstad gader til. I alt deltager godt 3000 studerende og cirka 180 selvbyggede biler, som kører på alt fra el til brint, biobenzin, diesel og flydende naturgas.

- Vi glæder os vildt til at komme af sted og få testet vores nye bil og design op mod studerende fra hele Europa. Løbet giver os studerende en unik mulighed for at omsætte teori og forelæsninger til noget så håndgribeligt som vores eget bud på en brintbil, fortæller Stig Seiferheld og tilføjer:

- Selv om det koster ekstra arbejde ved siden af det normale studie, er det at få lov til at arbejde med fremtidens bilteknologi og design noget helt specielt og noget, jeg gerne knokler lidt ekstra for.

Lokale kræfter bakker op
Ved siden af jobbet som bilkonstruktør og chauffør på AAU's økobil er Stig Seiferheld ved at færdiggøre sin Master i Thermal Energy & Process Engenieering. Men selv om dagligdagen i dag udspiller sig i Aalborg, er de frederikshavnske rødder langt fra glemt.

Siden studiet på HTX i Frederikshavn er kontakten til hjemstavnen plejet flittigt. Også kontakten til byens erhvervsliv, hvor Stig Seiferheld via en kontakt til Nordjysk Isolering og ejer Jakob Andersen, har fået sponsoreret det isoleringsmateriale, som skallen til holdets nye brintbil er støbt ud fra.

- Hver gang jeg fortæller om vores bilprojekt, lytter folk interesseret med. Det gælder også virksomheder, som vi møder på vores vej. Her er Nordjysk Isolering sammen med også Grundfos nogle af de, som har hjulpet os med at få bygget den nye bil, siger den 24-årige frederikshavner.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close