Frederikshavnere aktuelle i stærk dansk spillefilm
Bjarne Jensen kunne fejre sin 50 års fødselsdag ved premieren på den danske film Hvidsten Gruppen, hvori han selv medvirker.
Kim Rosendahl og Bjarne Jensen er fra Frederikshavn og er lige nu aktuelle i Anne Grethe Bjarup Riss' nye film Hvidsten Gruppen. Ingen af dem er uddannede skuespillere, men interessen som reenactors bød på roller som tyskere i filmen, der ikke lod et tørt øje tilbage i biografsalen tirsdag eftermiddag i Palads123 i Frederikshavn.
Filmen Hvidsten Gruppen følger modstandsgruppen af samme navn, som under besættelsen gjorde en stor indsats for bringe våben, sprængstoffer og agenter fra engelske fly til centrale sabotagepunkter i kampen mod tyskerne. En stærk film, der med store danske navne som Jens Jørn Spottag og Bodil Jørgensen gjorde at få tilskuere kunne holde tårerne tilbage efter den tragiske fortælling.
Under selve arrangementet tirsdag, som foregik fra kl. 14.00, kunne man stille spørgsmål til instruktører samt visse skuespillere fra filmen. Kim Rosendahl og Bjarne Jensen, som samme dag fyldte 50 år, var også tilstede i biografen, og for dem betyder filmen rigtig meget.
- Vi har bygget det vagthus, som er med i filmen! Vi byggede det i forbindelse med Frederikshavns store arrangement, Stützpunkt Nord. På den måde blev vi involveret, og pludselig blev vi ringet op, om vi havde lyst til at medvirke i filmen. Vi roder meget med reenactment, som består af at klæde sig ud og skabe en stemning fra fortiden. Vi har også deltaget i Tordenskiold flere år. Vi kan godt lide at komme lidt væk fra virkeligheden, griner Kim Rosendahl og Bjarne Jensen.
Hvidsten Gruppen kan fortsat opleves i Palads123, mens at skuespillere, instruktør og producent vil turnere videre og fortælle om filmen på landsplan. Filmholdet blev grundigt udspurgt af et veloplagt publikum i Frederikshavn, som fik en filmoplevelse ud over det sædvanlige.