Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
02.02.2023 | Af: Kanal Frederikshavn

Frederikshavns rolle som VM-vært bekræftet i dag

Arena Nord lagde senest gulv til et verdensmesterskab håndbold i 2015.
Det er nu 100 procent sikkert, at Frederikshavn bliver den anden danske værtsby for VM i kvindehåndbold i december. Det har Dansk Håndbold Forbund meddelt i dag.

 

Danske håndboldfans kan se frem til at kunne opleve VM-kampe i både Herning og Frederikshavn til december, når VM i kvindehåndbold løber af stablen i Danmark, Norge og Sverige. Og det bliver et glædelig gensyn med Frederikshavn som værtsby.

Tilbage i 2020 skulle Frederikshavn have været værtsby under kvindernes EM i Danmark og Norge, men på grund af særlige nordjyske corona-restriktioner måtte Frederikshavn opgives i sidste øjeblik - til stor ærgrelse for alle parter. Derfor er glæden ved at gøre comeback som værtsby endnu større nu:

- Vi glæder os til igen at byde velkommen til alle, der elsker håndbold. Vi byder ind med godt værtsskab både i Arena Nord, men også i detailhandlen, hoteller og andre steder. Her vil syde af håndboldfest, lover Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune.

Også Arena Nord ser frem til endelig at være med til at huse så stor en international håndboldbegivenhed igen:

- Da Arena Nord blev indviet i 2005, var det vores store ønske, at vi kunne blive værtsby for sportsbegivenheder på øverste hylde. Vi var det senest til VM i kvindehåndbold i 2015, og vi er så klar til igen at levere værtskab i verdensklasse. Byens mange hoteller bliver fyldte, mange frivillige bliver involveret, og nye fællesskaber omkring værtskabet vil blive etableret. Hele 37 kampe skal spilles i Arena Nord fra 29. november til 13. december, så rigtig mange kommer til at opleve den fantastiske juleby Frederikshavn, fortæller Per Malmberg, adm. direktør i Arena Nord.

Frederikshavn har tidligere været værtsby for et stort håndboldmesterskab, nemlig tilbage i 2015 da de sammen med Kolding, Næstved og Herning var værter for kvindernes VM. Derfor er der naturligvis stor glæde over at få den rutinerede vært med på holdet igen:

- Vi ser rigtig meget frem til, at Arena Nord igen skal lægge halgulv til håndbold i verdensklasse. Det er nogle stærke samarbejdspartnere, vi igen har fået med på holdet, i form af Frederikshavn Kommune, Arena Nord og Sport Event Denmark, og vi glæder os til at gentage det samarbejde. Derudover er jeg rigtig glad for, at vi nu endelig kan give danske og ikke mindst nordjyske håndboldfans fornøjelsen af at opleve international tophåndbold helt tæt på igen, siger Henrik M. Jacobsen, direktør i Dansk Håndbold Forbund.

VM i kvindehåndbold afholdes i Danmark, Norge og Sverige fra 29. november til 17. december 2023.

Billetsalget til VM åbner 1. marts kl. 10.00 via Ticketmaster.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close