Fremtidens elbil skal testes i Energibyen
Teknologierne eksisterer allerede, men hvordan får man dem til at spille sammen som en helhed i fremtidens højeffektive elbil, og hvordan indpasser man elbilerne i elsystemet? Det skal Aalborg Universitet i samarbejde med en række midt- og nordjyske virksomheder finde løsningen på. Det færdige koncept skal
prøvekøres i Frederikshavn.
"Fremtidens højeffektive elbil integreret i elsystemet" – sådan lyder arbejdstitlen på projektet, der over de næste fire år skal bringe Midt- og Nordjylland helt i front, hvad gælder udvikling og implementering af fremtidens elbil. I alt 14 virksomheder har skrevet under på samarbejdsaftalen, som institut for Energiteknik på Aalborg Universitet står i spidsen for.
Projektsamarbejdet kører frem til juli 2012. Resultatet af projektet – det vil sige den nyudviklede elbil og konceptet for implementeringen af bilen i elsystemet - skal testes i Frederikshavn i projektets afsluttende fase.
Selve bilen vil blive udviklet som en elbil med en integreret metanol-brændselscelle, som forlænger elbilens aktionsradius væsentligt. Et bioraffinaderi, som kan omdanne biogas til metanol, er allerede i dag på tegnebrættet i Frederikshavn Kommune, og dermed ligger projektsamarbejdet i direkte forlængelse af den strategi, der skal bringe Energibyen i mål på transportsiden.
Også elbilens integration i elsystemet skal udvikles og testes i Frederikshavn. Det skal blandt andet undersøges, hvordan elbilens batteri kan bruges som ellager for en vindbaseret elproduktion. Dermed bliver elbilen uafhængig af det skiftende danske vejr, og kan tilmed levere strøm tilbage til elnettet, hvis bilen på det givne tidspunkt er ladet med mere strøm, end den skal bruge. Samme model gør sig gældende på det såkaldte regulerkraftmarked, hvor decentrale kraftvarmeværker står til rådighed for en regulerkraft.
Parterne er netop nu i gang med at skabe sig et overblik over de væsentligste teknologier og patenter på markedet, så der kan lægges en endelig køreplan for projektets forløb og indsatsområder.
Mange af de principper, man forventer at arbejde med, er allerede kendt i forvejen. Men fordi der er tale om enkeltstående
teknikker og teknologier, er der et stort behov for at videreudvikle og ikke mindst sammentænke disse til et samlet koncept.
Skal elbilerne ud på de danske veje, må der udvikles nye motorer, gear, batterier og optimerede systemløsninger for hele bilens energistyring, ligesom der skal findes en løsning på, hvordan
elbilerne integreres i det samlede elsystem.





































