Traditionen tro deltager Musikkorps Sæby i frihedsgudstjenesten.
Tirsdag 4. maj kl. 19.30 er der frihedsgudstjeneste i Sæby Kirke. Det er snart mange år siden, at Danmark oplevede befrielsen fra den tyske besættelsesmagt, og der bliver færre og færre, der kan huske den. Men det gør det ikke mindre relevant at holde frihedsgudstjeneste.
Det giver på en måde endnu større grund til at fejre friheden og sige tak for den, netop fordi vi har haft friheden så længe, at et flertal af os ikke har oplevet andet. Og en frihedsgudstjeneste kan også minde os om, at friheden ikke er en selvfølge, hvad vi kan se omkring os ude i verden, men er noget, der til stadighed må kæmpes for.
Ved gudstjenesten i Sæby Kirke medvirker Musikkorps Sæby sammen med organist Ivan Høiberg og sognepræst Jens Pind Jørgensen.
Musikkorps Sæby er traditionelle deltagere ved denne specielle gudstjeneste, som erindrer os om vores privilegium – at have vores frihed i fred. Vi er taknemlige for, at vi år efter år, får tilbudt dette hverv, og vi gør os umage for at finde musikstykker som passer på frihedsfølelsen og som i musiske toner kan udtrykke denne - friheden i vores nuværende samfund.
Vi glæder os meget til denne højtidelige aften og håber at rigtig mange borger vil slutte op om begivenheden og et kort sekund sammen med os, reflekterer lidt over den store menneskelige værdi – der gemmer sig i det lille ord – FRIHED.
Foreninger og lignende er meget velkomne til at deltage med faner. Efter gudstjenesten er der mulighed for samvær i Mariehuset, hvor der serveres kaffe og synges danske sange.