Gå til hoved-indhold
04. december 2021 - kl. 00.12

Fritidsklubben HotSpot ønsker nye rammer

  • 1 af 2
    FOTO: HotSpot
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Den selvejende fritids- og aftenklub HotSpot på Rømøvej i Frederikshavn ønsker at flytte nye lokaler. Det har klubben meddelt Frederikshavn Kommune, hvor sagen i næste uge drøftes i Børne- og Ungdomsudvalget.

Kommunaldirektør Thomas Eriksen indstiller, at der igangsættes en proces, der afdækker muligheden for en ny placering af fritids- og aftenklubben HotSpot indenfor den eksisterende økonomi for klubtilbuddet.

HotSpot bor i dag til leje på Rømøvej ved Frederikshavn Boligforening, hvorfra HotSpot har drevet klub igennem fem årtier. Bygningen fremstår slidt og står overfor en gennemgribende renovering, hvis der fortsat skal kunne drives en tidssvarende klub på matriklen.

HotSpot beskriver, at lokalerne har tjent sig godt til fritids- og aftenklub, men nutidens krav til en klub er anderledes og kræver en helt anden planløsning. HotSpot ønsker, at lokalerne bliver indrettet, så der er mulighed for at igangsætte forskellige aktiviteter i samme rum.

Frederikshavn Kommune har i samarbejde med klubben og boligforeningen undersøgt muligheden for at renovere de eksisterende lokaler på Rømøvej med støtte fra Landsbyggefonden. Fonden er positivt stemt for en ansøgningsproces, hvor HotSpot skal bruge midler til udarbejdelse af nye bygningstegninger med videre. Finansieringen af dette skal klubben finde indenfor den eksisterende budgetramme.

HotSpot vurderer, at klubben ikke har mulighed for at finansiere tegninger med videre indenfor den eksisterende budget. Boligforeningen forventer desuden, at lejen vil stige efter en renovering. Klubben har heller ikke de nødvendige kompetencer til at stå for et renoveringsprojekt af Rømøvej.

Derfor er HotSpot indstillet på at indgå i en dialog om en fremtidig placering af klubben. Frederikshavn Kommune har en interesse i klublivet i Frederikshavn og i, at de unge skal have noget indholdsrigt at foretage sig i byen.

Center for Skole, Klub og Ungdomsskole hilser en dialog med HotSpot om en ny fremtidig placering af klubben velkommen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...