Frydenstrandpigerne i ny triumf i EB's skolefodbold
Frydenstrandpigerne viste endnu en gang fightervilje og sammenhold, da de besejrede Hedegaardskolen fra Brønderlsev med 2-0 i Ekstra Bladets skolefodboldturnering. Pigerne en nu videre til kvartfinalen i kredsen Jylland Nord. Her skal de møde Brovst Skole.
Pigerne startede dagen med fælles morgenmad sammen med deres træner Peter Noritaka og skoleleder Sinne Pedersen. Efter et kort taktikmøde og lidt godt til maven var de parat til kamp. Lidt nervøse, men med en fornemmelse af, at det godt kunne blive deres dag.
Det var ikke den mest velspillede kamp, som tilskuerne på opvisningsbanen på FfI's anlæg var vidner til, da Frydenstrandskolen mødte Hedegaardskolen fra Brønderslev. Men pigerne fra Frydenstrand viste, at selv i pressede situationer er det altid en god taktik at spille bolden rundt i stedet for at sparke den ud af kommunen, så de kunne beholde initiativet i kampen.
Efter to jævnbyrdige halvlege stod Frydenstrandpigerne tilbage med en fortjent sejr på 2-0. I perioder bølgede spillet frem og tilbage, men med de fleste chancer til Frydenstrandskolen. Det var dog et indlæg fra Camilla Knudsen med lidt for meget skru på, der gik i mål og gav ro på og endnu større tro på sejr.
I anden halvleg kom Hedegaardskolen bedre med uden dog at komme til store åbne muligheder. Camilla Enevoldsen fra Frydenstrand afgjorde kampen med et flot mål til 2-0. Derefter skulle sejren bare køres sikkert hjem.
Nu kan vi alle med spænding følge Christian Strøm og hans drenge fra Privatskolen og se, om de også kan bringe endnu mere succes til Frederikshavn.





































