Gå til hoved-indhold
05. oktober 2011 - kl. 21.10

Frydenstrandskolen vinder over Højene Skole

  • 1 af 2
    FOTO: Egon Christensen
  • 2 af 2
    Frydenstrandskolen besejrede Højene Skole med 2-1.
Af: Egon Christensen og Peter Noritaka Andersen

Frydenstrandskolens piger er videre til næste runde af Ekstra-Bladets skoleturnering i fodbold. I denne uge vandt frederikshavnerne med 2-1 over Højene Skole.

Forud for opgøret mellem Frydenstrandskolen og Højene Skole havde førstnævnte vundet sin forrige kamp med hele 12-1, mens Højene Skole havde sejret 2-0 over stærke Holmegårdskolen. Det var altså en kamp mellem to stærke hold.

Hjørring-skolerne har igennem en årrække markeret sig stærkt i skolefodboldturneringen. Derfor vidste Frydenstrandpigerne godt, at de skulle finde deres bedste spil frem.

Det var Frydenstrand, der kom bedst fra start. De angreb og sad på spillet. De glimrende spillende piger fra Frydenstrand kom virkelig frem over stepperne. Trine Skovbak fodrede konstant angriberne med gode afleveringer, og ikke mindst Camilla Knudsen viste stor farlighed på højrefløjen. Der skulle imidlertid gå 18 minutter, før det store overtag resulterede i scoring.

Fra venstrekanten driblede talentet Marie Klingenberg sig fri. Den høje aflevering fra hende blev ved et selvmål på hovedstød omsat i mål. Højene havde nu enkelte angreb - i et af disse lykkedes det at få bolden i nettet ved et selvmål af Frydenstrandforsvaret. 1-1 på to selvmål. Inden pausen fyrede fidusmodtager Trine Skovbak et skud afsted. Bolden sejlede flot i mål. 2-1 til Frydenstrand ved pausen.

I anden halvleg var billedet det samme med mange angreb fra hjemmeholdet. Højene-forsvaret stod imidlertid godt på banen - anført af den kanondygtige målvogter Marie Petersen, støttet godt af Maja Kristensen og Louise Lehmann.

Defensiven holdt stand til slutresultatet 2-1, hvilket var et helt retfærdigt resultat efter spil og chancer. Højene havde i kampens døende minutter et par muligheder i klumpspilssituatiner, men de gav ikke gevinst - blandt andet på grund af Lizette Bechs gode forsvarsspil på trods af en knæskade. Hun blev bl.a. flot assisteret af Emma Buus, der endnu engang leverede en sublim indsats på venstrebackpladsen. Hun sugede boldene til sig og skilte sig mere end fornuftigt af med dem igen.

Frydenstrandskolen er nu videre til næste runde mod Hedegaardskolen fra Brønderslev. Dermed er Hjørrings sidste pigehold ude med Højene Skole.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...