Frygter, at de ældre fravælger private firmaer
Tre hjemmeplejefirmaer i Frederikshavn Kommune er gået konkurs i år. Kun to private aktører er nu tilbage på markedet, og den ene frygter, at konkurserne får de ældre til at fravælge de private firmaer.
Først gik ABC Service konkurs. Derefter drejede MG Hjemmepleje nøglen. Og i fredags lukkede IMS Service. Tre af de fire private firmaer, som Frederikshavn Kommune valgte at samarbejde med fra 1. januar 2014, eksisterer altså ikke længere. Tilbage er kun Aktiv Hverdag.
Din Hjemmepleje blev fravalgt af Frederikshavn Kommune i slutningen af 2013, men er vendt tilbage efter MG Hjemmeplejes konkurs.
Dorte Simonsen, indehaver af Din Hjemmepleje, er ked af udviklingen, og hun frygter, at de ældre mister tilliden til de private firmaer.
IMS Service gav i en pressemeddelelse efter lukningen udtryk for, at det er den lave timepris, som Frederikshavn Kommune tilbyder de private aktører, der gør det meget vanskeligt at få økonomien til at hænge sammen.
Dorte Simonsen er enig, men retter samtidig et hårdt angreb mod fagforeningen FOA.
- Det er rigtigt, at Frederikshavn Kommune har skåret ind til benet, men jeg betragter FOA som et større problem. Efter at Din Hjemmepleje er vendt tilbage til Frederikshavn, har vi tegnet overenskomst med FOA. Det har jeg fortrudt mange gange, for det er alt for dyrt, og mine medarbejdere bliver ikke gladere af det, mener Dorte Simonsen.
Din Hjemmepleje har eksisteret i fire år uden overenskomst. Ifølge Dorte Simonsen gav det samlet medarbejderne flere fordele og virksomheden større fleksibilitet. På et tidspunkt stemte medarbejderne om, hvorvidt Din Hjemmepleje skulle lave en overenskomst med FOA. Det ønskede blot én medarbejder, mens over 30 stemte nej.
- Men da vi overtog MG Hjemmepleje, var der flere af deres medarbejdere, som ønskede en overenskomst, og FOA jagtede konstant både medarbejderne og mig, og lige pludselig gik der rygter om blokade og alt muligt. Jeg lod mig desværre presse til at lave overenskomst, og det fortryder jeg i dag, fastslår Dorte Simonsen.
Hun er dog fuld af gå-på-mod og er klar til at overtage opgaver med hjemmepleje og rengøring hos de ældre, som hidtil har brugt IMS Service.





































