Bruno Müller (A): - Udtyndingen i personalet medvirker til langsomt at lukke politistationen i Frederikshavn.
Byrådsmedlem Bruno Müller (A) mener, at borgmester Lars Møller (V) - på vegne af byrådet - skal protestere til Nordjyllands Politi over flytning af personale fra politistationen i Frederikshavn.
Nordjyllands Politi vil centralisere en række opgave i Aalborg, og derfor skal der flyttes administrative medarbejdere fra Frederikshavn til Aalborg. Det gælder eksempelvis afdelingen for våbentilladelse.
Bruno Müller vil ikke være med til, at politistationen i Frederikshavn igen mister medarbejdere. På onsdagens byårdsmøde skal politikerne drøfte følgende henvendelse fra det socialdemokratiske byrådsmedlem:
"Undertegnede medlem stiller forslag til byrådet om, at borgmesteren på byrådets vegne gør indsigelse til politiledelsen ved Nordjyllands Politi.
Jeg begrunder mit forslag med de konsekvenser, det vil medføre overfor vore borgere - ved flytning af administrative opgaver og personale til Aalborg.
Jeg vil samtidig bemærke til byrådet i Frederikshavn, at vi bør gøre os anstrengelser med at få bremset Nordjyllands Politi, der nu atter varsler med nedskæringer på kommunens politistation i Frederikshavn.
Igen prøver man - og for øjeblikket ihærdigt- at flytte administrative stillinger til Aalborg, og jeg er bekymret for, at man energisk påvirker os politikere ved at få Frederikshavn Kommune til at indse det fornuftige i denne handling.
Min bekymring strander på, at med denne gentagne udtynding i personalet er det medvirkende til langsomt at lukke politistationen i Frederikshavn”.