Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
25.03.2019 | Af: Kanal Frederikshavn

FSF vandt guld, sølv og bronze i yngste række

Se flere fotos under artiklen.
Skøjteløberne fra Frederikshavn Skøjteforening tog godt for sig af medaljerne ved sæsonens sidste DSU-konkurrence, som fandt sted i weekenden i Gentofte.

 

I konkurrencen deltager alle landets konkurrence- og mesterskabsløbere, og konkurrencen består af både en friløbskonkurrence og af en Grand Prix Finale, hvor sæsonens bedste mesterskabsløbere dyster mod hinanden.

I konkurrencerækkerne stillede FSF denne gang med ni løbere, og særligt i den yngste række, Chicks, som er for løbere op til otte år, markerede FSF sig flot, idet alle tre podiepladser blev besat af de frederikshavnske piger.

FSF stillede med hele fire løbere i rækken. Syv-årige Astrid Møller Carlsen havde debut som konkurrenceløber og gjorde det rigtig godt. Hun havde nogle fine spring og ståpiruetter og endte på en flot placering som nr. fem. De tre øvrige piger endte med at ligge utrolig tæt, men det blev otte-årige Karen Trekær Bech, der løb med guldmedaljen, mens syv-årige Maja Gosvig Valeur vandt sølv, og otte-årige Sara Maya Pruteanu vandt bronze. Alle tre piger løb nogle rigtig flotte programmer med nogle meget flotte og rene spring.

I den næstyngste række, Cubs, som er for løbere op til 10 år, vandt 10-årige Merle Isabella Bilstrup en meget sikker sølvmedalje. Hun løb et flot program og fik specielt gode point fra dommerne for sine piruetter og skating skills. I samme række deltog også ni-årige Alma Sally Nielsen. Hun er netop i denne sæson rykket op i konkurrencerækken og satte for fjerde gang i træk ny personlig rekord og endte som nr. 12 i rækken.

I rækken Debs, som er for løbere op til 13 år, deltog 13-årige Stephanie Wennerwald. Hun havde desværre et slemt fald i starten af sit program, men hun kæmpede bravt videre, og det lykkedes for hende for første gang at få godkendt en fuldroteret Axel. Hun mistede dog en del point på en piruette og et manglende spring og endte derfor på en placering som nr. 17 i den store række på 24 deltagere.

I Novice K2, som er for løbere op til 15 år, endte 14-årige Laura Monika Severinsen på den lidt utaknemmelige fjerdeplads lige uden for podiet. Laura havde en dag, hvor de spring, som hun ellers godt kan, drillede en del, og det kostede desværre nogle placeringer i en hård række med en masse andre dygtige piger.

I Senior K1 lykkedes det for 20-årige Gabriela Østergaard at vinde en flot sølvmedalje. Hun landede både en flot Axel og en flot dobbelt Salchow.

I mesterskabsrækkerne deltog FSF denne gang kun med tre deltagere, idet Nikolaj Mølgaard Pedersen tilbage i februar desværre kom slemt til skade med sin fod.

I Springs M, som er for mesterskabsløbere op til 12 år, vandt 12-årige Camilla Poulsen i overlegen stil guldet. Hun løb et rigtig flot program og fik gode point for både spring og piruetter, og FSF'eren vandt med mere end tre point ned til nr. to i rækken. Camilla Poulsen har haft en flot sæson og er af Dansk Skøjte Unions Eliteudvalg netop blevet inviteret med til træningssamling i Vojens i april sammen med de to andre FSF-piger Amalie Borup og Josephine Kærsgaard.

15-årige Amalie Borup og 18-årige Josephine Kærsgaard havde begge kvalificeret sig til at deltage i weekendens Grand Prix Finaler i henholdsvis Junior M Damer og Senior M Damer.

I Junior M Damer, som er for mesterskabsløbere op til 19 år, lykkedes det for Amalie Borup for første gang at lande to perfekte dobbelt Axler i samme program. Hun mistede dog en del point på nogle piruetter og et triplespring, der ikke blev til noget, og det blev derfor til en tredjeplads i konkurrencen og dermed en bronzemedalje. Resultatet betød også, at Amalie Borup blev nr. tre i den samlede Grand Prix-stilling.

I Senior M Damer landede Josephine Kærsgaard også begge sine dobbelt Axler, men hendes triplespring lykkedes desværre ikke helt, og det blev derfor til en andenplads og en sølvmedalje til Josephine Kærsgaard. I den samlede Grand Prix-stilling fastholdt frederikshavneren dog sin førsteplads i rækken.

I klubkonkurrencen endte Frederikshavn Skøjteforening på en flot placering som nr. ni ud af de 16 deltagende klubber. Dette er flot set i lyset af, at en del af klubbens konkurrence- og mesterskabsløbere ikke deltog i konkurrencen, og derfor var der denne gang kun 12 løbere, der kunne samle point ind til klubkonkurrencen. Men med de otte medaljer ud af 12 mulige samt et par placeringer lige uden for podiet, opnåede FSF alligevel en niendeplads.

Sæsonen er nu ved at være slut for alle FSF-løbere med undtagelse af de to landsholdsløbere, Amalie Borup og Josephine Kærsgaard, som sammen med resten af det danske landshold skal deltage i den internationale konkurrence Skate Copenhagen, som finder sted i Hvidovre i dagene 4.-7. april. Derudover skal både Camilla Poulsen, Amalie Borup og Josephine Kærsgaard deltage i landsholdstræningssamling i Vojens 12.-14. april.

Ellers står den for alle klubbens medlemmer i denne uge på forberedelse til årets sæsonafslutning, som finder sted på lørdag 30. marts kl. 12.30-14.00 i Iscenter Nord, hvor alle klubbens hold vil vise nogle fine skøjteshows, og alle er selvfølgelig velkommen til at komme forbi og kigge.

Samlede resultater fra Friløbskonkurrencen og Grand Prix Finalen
Konkurrencerækkerne:
Chicks K (op til 8 år):

Nr. 1 Karen Trekær Bech (15,75 point)
Nr. 2 Maja Gosvig Valeur (15,63 point)
Nr. 3 Sara Maya Pruteanu (15,29 point)
Nr. 5 Astrid Møller Carlsen (12,54 point)

Cubs K (op til 10 år)
Nr. 2 Merle Isabella Bilstrup (22,15 point)
Nr. 12 Alma Sally Nielsen (17,67 point)

Debs K (op til 13 år)
Nr. 17 Stephanie Wennerwald (19,10 point)

Novice K2 (op til 15 år)
Nr. 4 Laura Monika Severinsen (34,33 point)

Senior K1 (fra 19 år)
Nr. 2 Gabriela Østergaard (23,10 point)

Mesterskabsrækkerne:
Springs M (op til 12 år)

Nr. 1 Camilla Poulsen (35,16 point)

Grand Prix Finalerne:
Junior Damer (op til 19 år)

Nr. 3 Amalie Borup (61,94 point)
Samlet placering som nr. 3

Senior Damer (fra 19 år)
Nr. 2 Josephine Kærsgaard (60,81 point)
Samlet placering som nr. 1

 

BillederTilføj billede


FOTO: Birgitte Borup

FOTO: Birgitte Borup

FOTO: Birgitte Borup

FOTO: Birgitte Borup

FOTO: Birgitte Borup

FOTO: Birgitte Borup

FOTO: Birgitte Borup

FOTO: Birgitte Borup

FOTO: Birgitte Borup

FOTO: Birgitte Borup

FOTO: Birgitte Borup

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close