16.02.2009 | Af: Michael Frederiksen
Fun House et sikkert hit i børnenes skoleferie
Legelandet Fun House i Frederikshavn har åbent alle dage i vinterferien. Hele weekenden var der mange glade børn og voksne i det 1500 kvadratmeter store legeland over for campingpladsen, og tilstrømningen fortsatte på feriens første hverdag.
- Det er dejligt. Vi var spændte på at se, hvor mange der dukkede op, da vi åbnede kl. 10.00. Vi havde ikke regnet med, at der ligefrem var kø udenfor, men det var der, fortæller indehaver af Fun House, Mogens Sønderkær.
Legelandet kostede 14 millioner kroner at bygge. Det åbnede 5. april sidste år og er indrettet med spænding og action for børn i alle aldre - også barnlige sjæle over 18 år!
Gæsterne kan vælge selv at medbringe deres mad eller købe mad i caféen.
Fun House har åbent fra kl. 10-18 alle dage i vinterferien, dog er der fredag åbent til kl. 20.00.
Læs mere på www.funhouse-frederikshavn.dk