Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
16.09.2019 | Af: Kanal Frederikshavn

Gærum inviterer alle til Sundhedsevent

Lindy Aldahl fra 'Rigtige Mænd' fortæller i Gærum om sin livsstilsomlæggelse - både før og efter sin deltagelse i tv-programmet.
Søndag 29. september inviterer Sundhedsudvalget, Sundhedspanelet og lokalsamfundet i Gærum til en dag med fokus på både den mentale, sociale og fysiske sundhed.

 

Ekstremløb, fællesfrokost og foredrag med Lindy Aldahl fra "Rigtige Mænd" er blandt det væld af spændende begivenheder, du kan opleve i Gærum 29. september, hvor sundhedseventet "Sammen om sundhed" i Gærum løber af stablen.

- Vi byder til en dag med et stort program, hvor alle er mere end velkomne til at deltage, fortæller Christina Lykke Eriksen, der er formand for Sundhedsudvalget i Frederikshavn Kommune.

Dagen står i sundhedens tegn og er arrangeret af de lokale borgere i Gærum i samarbejde med Frederikshavn Kommunes Sundhedsudvalg, Sundhedspanel og flere organisationer og foreninger.

Sundhedseventet starter kl. 10:00, hvor Christina Lykke byder velkommen ved flagstangen på Gærum Skole. Herefter kan du gratis deltage i en af de tre begivenheder, der skal bringe deltagerne ud i naturen. Du kan vælge mellem et miniekstremløb på 7,5 kilometer eller en holdkonkurrence, hvor man kan dyste mod venner og familie på en gåtur på små 4,4 kilometer.

- Vi håber, at der kommer en hel masse, der har lyst til at være med. Der er aktiviteter for alle, uanset om man er i topform eller ej. Vi har endda cykelrickshaws til at transportere gæster fra den ene ende af Gærum til den anden, fortæller Christina Lykke.

På samme tid kan man gennem Stjernesund afprøve seks forskellige aktiviteter med forskellige patientforeninger og Frederikshavn Kommunes Sundhedscenter. Efter sportsbegivenhederne er der mulighed for bad og omklædning på Gærum Skole.

Gærum Skole holder desuden 40 års jubilæum samme dag kl. 12, hvor Gærum Lokalhistoriske Forening har udstilling med billeder fra skolens historie. Også her er alle velkomne.

Fra kl. 13 kan du deltage i fællesspisning i hallen, hvor Gærums "Madhold for mænd" tænder op i grillen og sørger for en sund frokost. Herefter er der en cirkusforestilling med dygtige artister fra Gærum Skole.

Fra kl. 15 er der et humoristisk og inspirerende foredrag med Lindy Aldahl, som vil fortælle om sin livsstilsomlæggelse - både før og efter sin deltagelse i tv-programmet. Man skal være 13 år eller derover for at kunne deltage i foredraget, der også finder sted i hallen.

- Vi er glade for, at borgerne i Gærum har takket ja til at løfte den her opgave og skabt en sjov dag med sundhed i fokus. Det er en god mulighed for alle for både at besøge Gærum og få en masse gode oplevelser med undervejs, siger Christina Lykke.
  
Der skal købes billetter til frokost og foredrag, hvis man har lyst til at deltage i disse arrangementer. Frokost er dog gratis for børn under 12 år. Billetter til frokost og foredrag kan købes i Dagli’Brugsen i Gærum fra 12.-22. september.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close