Galansky forlader White Hawks - skifter til Odense
Tadeas Galansky fortsætter karrieren i Odense Bulldogs. Dermed mister Frederikshavn White Hawks sin førstekeeper igennem de seneste par sæsoner.
Rygterne om tjekkens tilbagevenden til Odense Bulldogs har floreret i flere uger. I går udtalte Tadeas Galansky til Hockeytinget.dk:
- Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg bliver i Danmark.
Ingen vil endnu ikke bekræfte, at Tadeas Galansky returnerer til Odense og bliver genforenet med blandt andre Dale Mitchell, men ifølge Kanal Frederikshavns oplyser er der ingen tvivl om klubskiftet.
Tadeas Galansky kom til Odense i 2015 efter seks år i henholdsvis USA og Finland. Han spillede to sæsoner på Fyn, hvor højdepunktet var sejren i pokalfinalen i Frederikshavn, hvor tjekken blev kåret til årets pokalfighter.
Derefter fulgte en sæson i Aalborg Pirates, hvor Galansky og co. blev danske mestre. De seneste to sæsoner har han spillet i Frederikshavn White Hawks, hvor det i år blev til endnu en pokaltriumf, og igen blev den nu 27-årige tjekke kåret til årets pokalfighter.
Ifølge Kanal Frederikshavns kilder hænger klubskiftet blandt andet sammen med, at Tadeas Galansky var utilfreds med, at White Hawks hentede finnen Samuel Jukuri ind midt i sæsonen. Til Hockeytinget.dk udtaler Tadeas Galansky:
- Jeg havde aldrig forestillet mig, at der blev hentet endnu en udlænding ind. Jeg var selvfølgelig ikke glad for det, og for første gang i fire år skulle jeg virkelig kæmpe for min istid. Det positive er, at jeg satte mere pris på min istid herefter, og jeg beviste overfor alle, at jeg ikke blev fornærmet og gav op. I stedet mener jeg, at jeg vandt kampen om pladsen som nummer et.
Direktør Henrik Andersen, Elite Nord Frederikshavn A/S, har på nuværende tidspunkt ingen kommentarer til, hvor Tadeas Galansky spiller i den kommende sæson.





































