Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
12.07.2017 | Af: Michael Frederiksen

Galleriejer: - Old Irish Pub støjer stadig alt for meget

Old Irish Pub svarer på kritikken senere i dag.
Det er blevet bedre, men Old Irish Pub spiller stadig alt for højt. Musikken jager både gallerikunder, turister og spisegæster væk fra Havnegade.

 

Sådan lyder vurderingen fra Maibrit Bo, indehaver af Galleri Bo, der er genbo til Old Irish Pub i Havnegade i Skagen. Ifølge hende overholder alle andre restauratører reglerne, når det gælder udendørs livemusik.

- Vi har en ferielejlighed på første sal over galleriet. Den er lige nu udlejet i 14 dage, men lejerne er rejst hjem. De kunne ikke holde musikken ud, fortæller Maibrit Bo.

Hun har sammen med en lille håndfuld naboer igen klaget til Frederikshavn Kommune over, at Old Irish Pub spiller høj musik om natten for åbne vinduer og døre. En video - optaget kl. 01.53 - er vedhæftet klagen til kommunen.

Ifølge Maibrit Bo bliver der også spillet for højt i de sene eftermiddagstimer, og hun er derfor ikke i tvivl om, hvad der sker i næste uge, hvor Old Irish Pub har søgt og fået dispensation til at spille musik hele dagen.

- Det bliver forfærdeligt, og jeg rejser selv ud af byen. Jeg har sagt til mine medarbejdere, at de bare skal lukket galleriet, hvis de ikke kan holde støjen ud, siger Maibrit Bo.

Farid Naemi er indehaver af Restaurant Casa Blanca, som er nabo til Galleri Bo og direkte genbo til Old Irish Pub. Han er enig med Maibrit Bo i, at det er blevet bedre hos Old Irish Pub, men at stedet stadig langt fra overholder loven.

- Jeg bor selv over min restaurant, og jeg kan høre, hvor højt de spiller efter midnat for åbne døre og vinduer. Det er umuligt at sove. Vi kan ikke engang snakke sammen, udtaler Farid Naemi.

Han oplyser, at den høje musik går ud over omsætningen i Restaurant Casa Blanca.

- Vi er en familierestaurant, men børn kan ikke holde ud at sidde udenfor på terrassen, når musikken er så høj, siger han.

I modsætning til Maibrit Bo har Farid Naemi opgivet at klage til både politiet og kommunen.

- Der sker alligevel ingenting, beklager Farid Naemi.

Maibrit Bo fortsætter dog kampen.

- Jeg ved godt, at der er 42 kilometer til Rådhuset, hvor de ikke kan høre larmen heroppe, men kommunen bliver nødt til at stoppe det. Det nytter ikke at være så vægelsindet. Kører jeg for stærkt, får jeg en bøde, og gør jeg det flere gange, mister jeg kørekortet, fastslår Maibrit Bo.

Frederikshavn Kommune har i år valgt at intensivere tilsynet med udendørs musik, og her viser kommunens støjmålinger, at Old Irish Pub indtil videre overholder lovgivningen.

Hver restauratør kan søge om 10 dispensationer i 2017, hvor det er muligt at spille musik i fem timer - med mindst en times pause - fra kl. 15-23 fredag/lørdag (og hele uge 29) og kl. 15-22 øvrige dage.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Old Irish Pub

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close