GameStop fortsætter i 2012 med gode tilbud, hvis man forudbestiller de kommende spiltitler
Fordomme har tidligere sagt, at det blot er unge teenagedrenge, der drikker for meget cola og laver for få lektier, som spiller konsol- og computerspil, men hvis man spørger Lasse Muderspack Riishøj, der til dagligt arbejder i spilbutikken GameStop i Frederikshavn, så er der sket en kraftig udvikling.
GameStop i Frederikshavn er tidligere blevet kåret, som værende den bedste af slagsen i hele Norden, og dette på trods sin relativt korte eksistens. Medarbejderne i butikken har derfor tilsnuset sig en del erfaring på området, når det kommer til spil og nye udgivelser, men i ligeså høj grad, når det kommer til de besøgende i butikken.
- Jeg synes på ingen måde, at vi oplever de samme fordomme som førhen. Det er et bredt udsnit af befolkningen, som kommer og handler hos os. Vi ser alt fra familiefædre til unge piger, der spiller de nyeste skydespil på markedet. Vi har mange stamkunder på over 40 år, som nyder godt af mediet. Det er herligt at se, at det går i denne retning. Selv min kæreste kan jeg ikke altid rive væk fra skærmen, griner Lasse, der understreger at hvis han gav hende visse gode spil i hånden, ville han aldrig få hende at se igen.
Det er ikke uden grund at spilmediet har udbredt sig. Teknikken og de nye konsoller har skabt en bredere målgruppe. Særligt efter udgivelsen af Wii, blev markedet bredere.
- Der er mange muligheder som gamer i dag, og det er i langt højere grad blevet mainstram at spille spil, hvilket også gør det til en større social oplevelse blandt venner. Der er mange store spil at se frem til i 2012; bl.a. Diablo 3, Mass Effect 3 o.l. Ved udgivelsen af Diablo 3 håber vi at lave midnight-launch, som vi gjorde det med med Battlefield 3. Det var en stor succes, som vi regner med at fortsætte i det nye år. Sidst klædte vi os ud som soldater og spurgte efter ID hos kunderne. Jeg ved ikke hvad vi finder på denne gang, men det skal sikkert bliver sjovt, forsikrer Lasse.
Det er dog ikke blot kulturel udvikling, der vidner om en nedbrydning af fordomme. Også videnskaben har blandet sig med statistisk og modsvar til de mange fordomme, der tidligere har været. Det er testet at spil styrker reflekser og bliver brugt på visse plejehjem i Japan, det er socialt og 93 % af alle købere af computerspil er over 18 år. Flere fakta kan ses på nedenstående side under overskriften "Fakta om computer- og konsolspil".