Gammeldags jul på Sæbygaard i weekenden
Et helt nyt tiltag løber i den kommende weekend af stablen på Herregården Sæbygaard. Sæbygaard bliver juleoplyst og omgivet af seks hytter med julebelysning. Inde i borggården vil der være et kæmpe juletræ omgivet af 10 telte.
Lørdag kl. 10 vil Musikkorps Sæby åbne den festlige weekend ved at give julekoncert udenfor. Julemanden og hans kone vil være at finde et sted på Slottet, så kl. ca. 10.30 vil de fremmødte børn få mulighed for at vække dem af deres sommersøvn, så de kan deltage i løjerne og juletravlheden.
Rigtig mange spændende specialbutikker har taget imod tilbudet om at præsentere deres produkter på en utraditionel måde i de skønne historiske rammer på Sæbygaard. Alle slottets etager fra kælder til kvist vil blive taget i brug.
Har man endnu ikke set Sæbygaard, gives der her en god mulighed for at kigge indenfor og blive inspireret til julehygge som i gamle dage.
I Riddersalen vil det store juletræ være pyntet, som da familien Arenfeldt ejede herregården. Her vil man kunne nyde en god kop kaffe eller kakao med gammeldags kager til. Der bliver spillet og sunget omkring træet, og hvis man vil, kan man få mulighed for at klippe sin egen gammeldags julepynt og måske flette et julehjerte sammen, hænge det på træet eller tage det med hjem som minde.
Kl. 13 og kl. 15 kan man i "Panelrummet" ved Riddersalen høre "Den gode Julehistorie" fortalt af den professionelle historiefortæller Anne-Marie Helfer, der kommer fra Ringkøbing.
Rundt omkring vil der være arbejdende kunstnere og værksteder ved bl.a. byens blomsterforretninger, "De rappe nåle", der vil sy og vise deres patchwork frem. Der vil være lysestøbning, kunstpileflet, ravslibning på gammeldags manér, kunststrik og filtning.
En lang række lokale kunstnere vil præsentere deres malerier, designede sølvsmykker og decopage, glas og stentøj. Der vil blive mulighed for kulinariske smagsprøver af forskellig art, og man kan købe æbleskiver, julebrød og kager, julesild og julepølser.
Og hvad er en jul uden hjemmelavede nisser og julepynt. Der bliver rig lejlighed til evt. at købe julegaver med hjem. Desuden vil der være en professionel fotograf til stede, så man kan få taget årets julebillede af og til familien.
Almuen, fra Tordenskiolds Soldater Fladstrand, vil indrette slotskælderen som en krostue anno 1700. Her kan man nyde et glas øl mv. Den tilstødende møllestenskælder omdannes til forrådskammer med et lager af hjemmesyltede varer, som man naturligvis har mulighed for at forsyne sig med, hvis man måske ikke lige når at sylte selv.
Ude i slotsgården vil Almuen byde på varm suppe fra deres store suppegryde og gå rundt med deres kærre, der er fyldt med alskens gode gammeldags varer.
Det danske Spejderkorps "Sæbygaardgruppen" vil sælge mange former for juletræer, og bueskytten Hardi Pedersen vil lære interesserede børn at skyde med bue, pil og armbrøst.
Arrangørerne har satset på høj kvalitet og glæder sig over, at mere end 50 udstillere har meldt sig, så der virkelig bliver noget for alle sanser og enhver smag.
"De tre herregårde" - Knivholt, Bangsbo og Sæbygaard - samarbejder om at støtte og supplere hinanden og har hermed nu også alle deres egne julearrangementer fordelt på hver sin weekend før jul.
Julearrangementet på Sæbygaard er blevet til i et tæt samarbejde mellem Civitanklubberne i Sæby og Sæbygaards venner, der alle håber, at rigtig mange vil finde vej til Sæbygaard på Sæbygaardvej i Sæby og komme i julestemning.





































