Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
23.10.2009 | Af: Kanal Frederikshavn

Gazelle-virksomhed har indført trivselsbarometer

Happydays’ trivselsbarometer hænger i kantinen og er genstand for mange sjove diskussioner, når det opdateres hver måned. På billedet ses Lea Ørsted, Lasse Bruun, Lone Andreasen og Lenard Amdisen.
Det skal være sjovt at gå på arbejde, siger de i rejsevirksomheden Happydays i Vangen. Humøret fik da også endnu et løft, da Børsen i september udnævnte Happydays til Gazellevirksomhed på baggrund af de seneste års massive vækst.

 

Men vækst er ikke det eneste, de sætter tal på i Happydays. Nu har de også opfundet deres helt eget trivselsbarometer for at måle stemningen hver måned.

Da Happydays blev grundlagt for fem år siden, var ambitionen at skabe en arbejdsplads, hvor det er rart at være. Samtlige medarbejdere skulle være med på ideen, for alle skulle bidrage aktivt til den gode stemning, og i dag deler 45 ansatte ansvaret for, at trivslen er i højsædet hver eneste dag.

- Vi vil gerne vise, at vi mener det alvorligt. Derfor har vi sammen udvalgt de 10 trivselsværdier, som fællesskabet vægter højst – og dem giver vi karakterer hver måned. Vi kalder det vores trivselsbarometer, forklarer administrerende direktør, Søren Idun.

Helt konkret udfylder alle medarbejdere et anonymt spørgeskema en gang om måneden, hvor man giver karakterer fra 1 til 10 på spørgsmålet, om man f.eks. har gode kollegaer, en god chef, om man føler sig værdsat, og om man selv synes, man bidrager tilstrækkeligt til den gode stemning.

Resultatet bliver samlet i ét barometer og hængt op i kantinen – og på den måde bliver det synliggjort, hvis der for eksempel er nogen, der går og har det lidt skidt.

- Heldigvis kan vi se sort på hvidt, at stemningen er i top i hele virksomheden. Folk har i gennemsnit givet karakteren 8,8 for "Respekten for hinanden" og den generelle "Tilfredshed med arbejdslivet". Og i en tid med økonomisk krise og lukninger af arbejdspladser landet over springer det i øjnene, at medarbejderne hos Happydays giver "Tryghed i ansættelsen" topkarakter med et gennemsnit på hele 9,1, fortæller Søren Idun.

Det er ikke kun på trivselssiden, det går godt for rejsevirksomheden: For nylig blev Happydays udnævnt til en af Børsens gazellevirksomheder, og denne udnævnelse kom samtidig med afslutningen af virksomhedens seneste regnskabsår, der viste en flot omsætningsfremgang på 21 procent oveni, hvad der tegner til at blive det bedste bundlinjeresultat nogensinde – på trods af den verdensomspændende økonomiske krise.

- Selvfølgelig har vi også været påvirket af krisen det sidste år, men vi fik skredet til handling i tide og styret os igennem skærene. Vi fejrer det med at afholde årets faglige inspirationsseminar for alle medarbejdere i Rom, som er en destination, vi forventer os meget af fremover, siger Søren Idun.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close