Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
17.12.2011 | Af: Kanal Frederikshavn

Gigantisk LEGO-byggeri udstilles på biblioteket

Kalithea Horizon Royal ligger på østkysten af paradisøen Rhodos.

Frederikshavneren Frederik Ankjær Normann Pedersen udstiller indtil udgangen af januar på Frederikshavn Bibliotek sin flotte og virkelighedstro lego-model af det 5 stjernede Kalithea Horizon Royal Hotel. Her er hans egen beskrivelse af projektet.



 

Mit livs nok største LEGO-projekt står nu for kanten af klodskassen. Jeg har gennem det sidste års tid udstillet denne fantastiske model af et ferieparadis - designet og skabt af mig selv - et paradis, som alle drømmer om.

Jeg udstiller denne model for sidste gang på Frederikshavn Bibliotek i frederikshavnerrummet frem til slutningen af januar, og derefter skal der nye kræfter til. Modellen vil derefter forsvinde for altid. Men der vil altid være et hav af billeder, som vil minde mig om denne enorme bedrift, jeg har arbejdet med og på gennem det sidste halvandet års tid.

Alt sammen begyndte tilbage i sommeren 2010, hvor jeg tilbragte 15 dages ferie på et stort 5-stjernet hotel; Kalithea Horizon Royal, som ligger på østkysten af paradisøen Rhodos. Her blev de første frø sået til projektet, og jeg fik inspiration til et nyt LEGO lay-out.

Jeg gik derfor i gang med at skitsere alle de ideer, som jeg gik rundt med. Jeg sad med en blyant i hånden og papir på bordet og foran mig en helt ubeskrivelig udsigt ud over Middelhavet, hvor solens stråler skinnede noget så dejligt ned gennem trælamellerne, som dannede en behagelig oase omkring pool baren.

Jeg fik udviklet et samlet og næsten færdigt udkast til mit kommende LEGO-projekt. Sommeren gik, og jeg kom for alvor i gang med byggeriet, da ferien var slut. Klodser blev indkøbt i rigelige mængder - billigt og der blev bygget – samt konstante konstateringer på en fortsat klodsmangel! Tiden gik og LEGO World 2011 nærmede sig med hastige skridt. Men med god hjælp fra venner blev modellen udstillingsklar til LEGO World i vinterferien i år.

Det var en lang periode med rod i LEGO-rummet, et stort forbrug på LEGO-klodser, og en fantastisk tid med kreativ tankegang. På afstand ses det måske ikke så tydeligt, men hele huset er totalt indrettet lige fra en Vernon Panton - Globe lampe over stuebordet til et maleri af en solopgang inde i spisesalen. Det kræver derfor et nærmere studie, hvis man ikke lige fanger det ved første blik.

Jeg har i år udstillet denne enorme model til flere store udstillinger rundt om i landet.

Den største og første udstilling blev LEGO World, som fandt sted i Bella Centeret i København i vinterferien. Nøøøj, hvor var der koldt, men hvor var det stort. Den uge, hvor holdet bag LEGO FAN ZONE (et særligt udstillingsområde af layouts bygget af private fans), blev nogle helt uforglemmelige dage. Det var en stor oplevelse at udstille sit byggeri for 40.000 glade mennesker i Bella Centret.

Med foråret kom Byggepladens årlige og traditionsrige Klodsfest i Vejle. Byggepladen er Danmarks LEGO-entusiastorening. Klodsfesten afholdes en weekend i april, hvor alle medlemmer af foreningen er velkomne til en fælles LEGO-udstilling samt en generalforsamling og en masse sjove konkurrencer. Klodsfesten foregår skiftevis i Tåstrup og Vejle. Det var en dejlig weekend med meget LEGO-snak og udveksling af byggeerfaringer og tips og tricks.

Så kom sommerferien, varmen og endnu en LEGO-udstilling. Tiden var endelig kommet til, at jeg skulle udstille sammen med mine bedste venner i deres lokale sportshal. Vi havde længe snakket sammen om at lave vores egen udstilling. Rasmus og Jakob, to af mine bedste venner, tog derfor initiativet og fik stablet en stor LEGO-udstilling på benene. Sammen og med hjælp fra en masse gode trofaste byggeplade-medlemmer fik vi alle sammen en fantastisk hyggelig LEGO-udstilling en varm sommer lørdag midt i Juni. Den succes skal vi helt sikkert gentage!

LEGO FAN Weekend i Skærbæk er Danmarks internationale LEGO-udstilling, som foregik i Skærbæk Fritidscenter. Et utrolig dejlig sted med plads til alle. Der kom folk fra hele verden; Danmark, Tyskland, Kroatien, Holland, Italien, Brasilien, Norge, England, Spanien og Australien. En hyggelig weekend med glade mennesker, LEGO-klodser i store mængder.

Og sidst, men ikke mindst kom jeg hjem igen. Tilbage til hjembyen, hvor det hele blev skabt. Jeg udstiller i øjeblikket bygningen og dele af omgivelserne af layoutet på Frederikshavn Bibliotek.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Frederik A. N. Pedersen A. N. Pedersen

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close