Gitte Gerda Olsen (t.h.) er altid blevet kaldt for Gerda, og det bliver også navnet på hendes nye tøjforretning på Hangaardsvej, hvor kunderne ligeledes kan se frem til at blive betjent af Helle Kristensen (t.v.).
Efter 21 år som medarbejder i Sophy åbner Gitte Gerda Olsen fredag 14. maj sin egen tøjforretning tæt på gågaden i Frederikshavn.
"Gerda" hedder forretningen på Hangaardsvej, der kombinerer det feminine og det rå, nyt og gammel samt serverer kaffe til manden, mens han venter på konen eller kæresten.
- Det er Helle, som har fundet på navnet. I begyndelsen kunne jeg ikke lide det, for Gerda er et gammeldags navn, men Helle mener ikke, at forretningen kan hedde andet, griner Gitte Gerda Olsen.
Helle hedder Kristensen til efternavn, og hun bliver det andet ansigt, som skal betjene kunderne i Gerda. Ligesom Gitte Gerda Olsen har Helle Kristensen senest arbejdet i Sophy. Derudover har hun en fortid i bl.a. tøjforretningerne Marcell i Frederikshavn og Corner i Aalbæk.
- Vi har begge 25 års erfaring i at sælge smart modetøj, så vi glæder os til at give kunderne en god service og ærlig betjening, fortæller Gitte Gerda Olsen.
Hun vil ikke afsløre de tøjmærker, som kommer til at ligge på hylderne i den godt 70 kvadratmeter store forretning på Hangaardsvej, hvor det nye Løveapotek er nærmeste nabo. Hun afslører dog så meget, at nogle af mærkerne er helt nye i Frederikshavn.
Første åbningsdag bliver fredag 14. maj, dagen efter Kr. Himmelfartsdag. Det er traditionelt en meget travl handelsdag i Frederikshavn.