Glæde i Ravnshøj over igen at have en købmand
De små 700 indbyggere i Ravnshøj er lykkelige for, at byens købmandsforretning er er åben. Claus Rendeman var en af mange, som allerede på åbningsdagen i mandags ønskede købmand Per Rasmussen velkommen.
Kanal Frederikshavn mødte ham ude foran forretningen, hvor han stod med to liter mælk og et franskbrød i favnen - samt et skrabelod i lommen.
- Vi skal selvfølgelig støtte købmanden med køb af mindre ting som rugbrød, mælk og franskbrød. På samme måde som vi har en skole og idrætsfaciliteter, er det vigtigt, at vi har en købmand. Derfor er jeg også klar til at betale lidt mere for varerne, mener Claus Rendeman.
Han er ikke i tvivl om, at købmanden kan få forretningen til at løbe rundt.
- Jeg overvejede faktisk selv at købe den. Vi kan jo bare høre trafikken igennem byen. Jeg er sikker på, at der er basis for en købmandsforretning i Ravnshøj. De mange håndværkere, som kører forbi, skal nok stoppe og købe brød, hvis kvaliteteten er i orden, mener Claus Rendeman.





































