Glæde på produktions-skole efter ministerbesøg
Glæde på Frederikshavn Produktionsskole efter besøg af undervisningsminister Tina Nedergaard, som tog positivt imod en god idé fra skolens side.
Repræsentanter fra Produktionsskolens bestyrelse, chefer fra kommunen og erhvervsfolk holdt mandag dialogmøde med undervisningsminister Tina Nedergaard. Her blev, udover de specifikke produktionsskoleforhold, lanceret en idé om etablering af en fælles frederikshavnerindsats for gruppen af unge, som efter grundskolen ikke starter eller fastholdes i ungdomsuddannelserne, fortæller forstander Carsten Meldgaard.
Produktionsskolens bestyrelsesformand, Birthe Marie Pilgaard, gennemgik skolens idé om etablering af en såkaldt "CAMPUS 9900 FRH", med helhedstænkning og muligheder for udvikling af organisation, indhold og pædagogik.
Børne- og kulturdirektør Lis Rom Andersen påpegede nødvendigheden af at arbejde med begrebet uddannelsesparathed, udvikle nye metoder og efterlyste behov for vidensdeling med ministeriet og mellem de involverede aktører, der alle på hver sin måde medvirker til at opfylde uddannelsesmålsætningen.
Ministeren var positiv, imødekommende og udtrykte anerkendelse af det arbejde, skolen udfører, og de tanker man i bestyrelsen, sammen med samarbejdspartnerne, havde prøvet at konkretisere med forpligtigende fællesskaber på tværs af skoleformer og kommunale forvaltninger.
Carsten Meldgaard påpegede et voldsomt dilemma for både kommunen og produktionsskolen, når kommunen af økonomiske eller andre organisatoriske grunde, aktiverede de unge i bistandssystemet, frem for at samarbejde og bruge de muligheder, som de lokale ungdoms- uddannelsesinstitutioner reelt har.
Undervisningsministeren sagde afslutningsvis, at hun meget gerne ville hjælpe, og at hun sammen med sit sekretariat i ministeriet kunne åbne døre, både til viden, men måske også til forsøgsmidler. Desuden gav ministeren udtryk for, at hun troede på denne campus-idé og så frem til at få mere konkrete beskrivelser, når de øvrige aktører i projektet var taget i ed og gerne modtog besøg i Undervisningsministeriet.





































