God nyhed fra Stena Line: Skiferien bliver billigere
Et fald i salget af skirejser sidste år i højsæsonen betyder, at rejserne til Norge og Sverige i den kommende vintersæson bliver billigere. Det er Stena Lines gode nyhed til de tusindvis af danskere, som i de kommende måneder skal beslutte, hvor de skal på skiferie.
- Vi kan virkelig mærke, at vores samarbejdspartnere i Norge og Sverige er sultne. Specielt i Norge oplevede man i år, at mange danskere blev væk i de normalt store vinterferieuger i februar. Salget i januar gik derimod godt. Det har de lært af, og det kommer vores kunder til gode i den kommende sæson, udtaler markedschef Carsten Kruse fra Stena Line.
Interessant er det først og fremmest, at flere og flere destinationer begynder at tilbyde pakkerejser med liftkort. Det gælder også de store steder som bl.a. Trysil, Hemsedal og Idre Fjäll, som desuden frister danskerne med flere kortere ferieophold.
- Vi er glade for, at man både i Norge og Sverige har forstået, at danskerne i stigende grad foretrækker kortere skiferier. Faktisk kan vi se på vores statistik, at vi sidste år sendte flere danskere af sted på ferie i 3-5 dage end den klassiske uge, som i mange år var det normale. Sådan er det ikke længere, siger Carsten Kruse.
En række destinationer går skridtet videre, når det gælder fleksibilitet. Det gælder eksempelvis Skeikampen og Vrådal. Her er der frit valg på alle hylder, når ferien skal bestilles. Man bestemmer selv, om man vil af sted i to, tre, fire, fem, seks eller syv dage, ligesom det er op til den enkelte familie at vælge ankomstdagen. Der er frit valg på alle hylder.
Skeikampen topper også fortsat med bedste pris. Fire personer kan komme på skiferie i fire døgn, inkl. bolig, liftkort og overfart, for kun 3.728 kroner.
- Vores pakkerejser er som udgangspunkt markedets billigste. Folk er velkomne til selv at sammensætte deres rejse, men de vil opdage, at vores pakker prismæssigt er mest attraktive. I den forbindelse skal man huske på, at færgerejsen altid er med, når Stena Line sælger en pakkerejse, fortæller Carsten Kruse.
Som altid er der store besparelser i sigte, hvis man rejser på skiferie i januar eller marts. Hafjell, Kvitfjell, Geilo og Uvdal er blandt dem, der giver op til 35 procent i rabat på liftkort i disse perioder.
Uvdal og Vrådal er to af nyhederne i dette års vinterkatalog fra Stena Line. Første udgave af vinterkataloget er netop udkommet, og som noget nyt udsender Stena Line flere kataloger i løbet af efteråret og vinteren. Her finder man ikke mindst nogle af de attraktive og populære pakkerejser. Én af dem går til det helt nye Mountain Resort Trysil, som er inspireret af traditionel norsk hyttestil med et moderne twist. Særligt i januar har Stena Line nogle fantastiske tilbud på Mountain Resort Trysil, hvor der bl.a. er spa, wellness og såvel indendørs som udendørs pool.





































