Gå til hoved-indhold
27. september 2009 - kl. 16.09

God start for FC Outlaws - vinder over Herning FC

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    FC Outlaws bragte sig hurtigt foran 3-0 i Herning, men "nøjedes" med en 5-2 sejr over oprykkerne.
Af: Aage Gøgsig

Tre point og en sejr på 5-2 ude over oprykkerne fra Herning. Det var de kolde facts for FC Outlaws efter sæsonpremieren i floorballspillernes Umbro Liga.

Et flot udlæg starten af kampen med et Outlawsmål efter 1.19 og yderligere to mål, inden vi rundede halvdelen af første periode. Det lovede rigtig godt for udfaldet af kampen.

Men efterhånden fik Herning rystet debutant-nerverne af sig og kæmpede sig ind i kampen. Det var ikke lige flot floorball det hele, men en intens fight fra begge sider, dog med klart overtag til FC Outlaws. Det lykkedes for Herning at reducere til 1-3 inden udløbet af første periode.

Anden periode startede også med FC Outlaws som toneangivende, og føringen blev udbygget til 5-1, inden Herning reducerede til 2-5. Perioden lagde også ligesom op til, at Herning ikke frivilligt ville lægge sig ned og der blev kæmpet bravt over hele banen.

I tredje periode skulle FC Outlaws blot koncentrere sig om at holde kampen i gang og køre sejren hjem. Men det blev også en periode, hvor Herning kaste alle frem i angreb, og der var til tider meget pres på udeholdets mål. Mange hårde nærkampe, som resulterede i en del udvisninger, men ingen ændring på resultattavlen og en forholdsvis sikker sejr til FC Outlaws blev resultatet.

Set over kampen var der tilfredshed hos Outlawstræner Brian Marinussen.

- Det er en stor opgave at få kørt mange nye spillere sammen, men de første kampe i pokalturneringen og i dag den første turneringskamp viser, at der er grobund for et stærkt hold, som vi kan forvente os meget af, siger Brian Marinussen, populært kaldet Vagn.

Der var også mange anerkendende ord fra holdkammeraterne til den unge målmand Mikkel Højbjerre. Han stod en meget fin kamp og tog, hvad der kom. De to mål fra midtjyderne kunne han ikke klandres for.

Kampfakta:
Herning FC- FC Outlaws Floorball:
2-5 (1-3 1-2 0-0)
Udvisninger: Herning 4 x 2 min. FC Outlaws 4 x 2 min.
Dommere: Martin Klindtvord og Christian Hammer.
Point for FC Outlaws: Lars Jespersen 2 mål + 1 assist, Kim Høst 2 mål og et enkelt mål fra Ronnie Gravgaard. Målet var iøvrigt Gravgaards mål nr. 200 for FC Outlaws gennem tiderne. Der var desuden en assist fra Brian Nielsen, Dannie Pedersen og Brian Larsen.
Næste kamp: Onsdag kl. 20.00 i Brønderslevhallen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...