Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
16.09.2019 | Af: Kanal Frederikshavn

God start på skøjtesæsonen for FSF

Camilla Poulsen og Amalie Borup fra Frederikshavn Skøjteforening vandt begge sølv ved Efterårskonkurrencen i Esbjerg.

 

Efterårskonkurrencen er en konkurrence for landets bedste kunstskøjteløbere og er sæsonens første konkurrence under Dansk Skøjte Union. Det er altid en spændende konkurrence at følge, da rigtig mange skal løbe deres nye programmer for første gang i deres nye kjoler og dragter.

Frederikshavn Skøjteforening stillede i år kun med tre løbere, da Nikolaj Mølgaard Pedersen stadig ikke er klar efter sin skade tilbage i februar.

I Novice K2, som er for landets bedste konkurrenceløbere mellem 13 og 15 år, skulle 14-årige Laura Monika Severinsen for første gang løbe sit nye program. Laura gjorde det rigtig godt og viste blandt andet nogle rigtig flotte dobbeltspring og fine piruetter og havde en rigtig god indlevelse i musikken, hvilket også gav gode point ved dommerne. Laura måtte dog med 35,95 point tage til takke med den lidt utaknemlige fjerdeplads - kun 0,31 point fra en podieplads.

I Debs-rækken for mesterskabsløbere løb 13-årige Camilla Poulsen to rigtig flotte programmer og havde blandt andet et rigtig godt forsøg på dobbelt Axel i sit korte program, der ikke manglede meget i at være fuldt roteret. Camilla lå nummer et efter det korte program. I det lange program (friløbet) forsøgte Camilla sig med både en dobbelt Axel og en tripple Salchow, som desværre ikke lykkedes helt. Hun opnåede dog rigtig gode point for sine piruetter og skating skills, og det blev til en fjerdeplads i det lange program og dermed til en samlet andenplads med 65,63 point og en flot sølvmedalje til Camilla. Rækken var dog meget tæt, idet der kun var 0,64 point mellem nummer et og tre.

I Junior Damer for mesterskabsløbere løb 16-årige Amalie Borup et rigtig fint kort program med blandt andet en flot dobbelt Axel med plusser fra dommerne og højeste level fire i to af sine tre piruetter. Amalie lå på en andenplads efter det korte program. I det nye lange program lykkedes tripplespringene desværre ikke helt, men med blandt andet endnu en flot dobbelt Axel og nogle flotte piruetter samt fine point fra dommerne for sin performance og fortolkning af musikken lykkedes det Amalie også at blive nummer to i det lange program, og dermed blev det også en samlet andenplads med 100,21 point og en flot sølvmedalje.

Næste konkurrence for skøjteløberne fra Frederikshavn Skøjteforening er 27.-29. september, hvor der er HSK Cup i Hvidovre, og 19. oktober, hvor der er Funskate-konkurrence i Silkeborg.

Har du eller dit barn lyst til at lære at stå på skøjter, er det bare at møde op i Iscenter Nord i hal 2 hver onsdag kl. 16.45-17.30 og lørdag kl. 10.45-11.30, hvor Skøjteskolen træner på isen.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

FOTO: Privat

FOTO: Privat

FOTO: Privat

FOTO: Privat

FOTO: Privat

FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close