Golfherrer overrakte 6.000 kroner til hospice
Herredagen i Frederikshavn Golf Klub overrakte i dag 6.000 kroner til Hospice Vendsyssel på Suderbovej i Frederikshavn.
Hver onsdag fra april til slutningen af september mødes i gennemsnit 120 herrer og spiller i Frederikshavn Golf Klub. De seneste mange år har det været sådan, at spillerne den sidste ordinære spilledag har spillet med hævet deltagergebyr og sendt det indsamlede beløb til Kræftens Bekæmpelse: Støt Brysterne.
I år besluttede medlemmerne dog, at pengene skulle gå til Hospice Vendsyssel. Checken - jo, den eksisterer stadig til den slags lejligheder - blev overrakt torsdag eftermiddag.
Formand Johnny Kongsø og kasserer Bjarke Fredborg fra Herredagen gav de 6.000 kroner til hospiceleder Birgitte Nielsen.
- Det er da et fantastisk sted med så meget empati og omsorg. Det burde være større, siger Johnny Kongsø efter dagens besøg.





































