Golfklub vil have lov til at sætte fem lynshelters op
Golfklubben Hvide Klit søger Frederikshavn Kommune om tilladelse til at opsætte fem lynshelters på Hvide Klit golfbanes arealer, som omfatter 66 hektar, heraf store åbne arealer. Sagen drøftes i denne uge i Plan- og Miljøudvalget.
Formålet er at undgå de senere års tragiske dødsulykker, hvor golfspillere er blevet ramt af lyn som følge af manglende muligheder for at søge ly på de ofte store åbne golfarealer. Derfor ønsker Golfklubben Hvide Klit shelterne placeret på steder, hvor der er langt til eksisterende bygningsanlæg.
Shelterne har en dimension på ca. 3 x 3 m og 3 m i højden og udføres i træ med åbne sider, overdækket af pyramidetag udført med tagpap.
Embedsmændene i Frederikshavn Kommune vurderer, at opsætning af lynshelters er en hensigtsmæssig foranstaltning, som kan mindske risikoen ved at færdes på de store åbne arealer, hvor der er langt til alternative lymuligheder ved pludselig opstået lynvejr.
Man vurderer endivere, at opsætning af lynshelters ikke strider mod lokalplanens principper, idet lynshelters udgør en del af faciliteterne til udøvelse af golfspillet. Med ansøgte placering vurderes den landskabelige påvirkning at blive minimeret.
Direktør Mikael Jentsch anbefaler politikerne, at de imødekommer ansøgningen fra golfklubben.





































