Gorden Kennedy indtager scenen i Det Musiske Hus
Gordon Kennedy spiller den altoverskyggende rolle, når Frederikshavn Teaterforening lørdag 23. januar præsenterer stykket Hulemanden i Store Sal i Det Musiske Hus.
Hulemanden er et One Man Show, som har moret over otte millioner mennesker i 30 lande – og stadig gør det. Senest kunne man opleve det herhjemme med Peter Kær som Hulemanden.
Nu er det Folketeatret, der sætter det op, og det er Gordon Kennedy i rollen som HULEMAND. Gordon Kennedy var en af pionererne for stand-up genren. Han debuterede i Århus i 1992 og blev hurtigt et stort navn. I Hulemanden forener han stand-up med skuespil – og det er ikke kedeligt.
Som det One Man Show, der har spillet længst tid på Broadway nogensinde, har Rob Beckers Defending the Caveman slået sig fast som en af vor tids mest populære satiriske tekster.
Med udgangspunkt i hulemenneskets gøren og laden er Hulemanden et komisk causeri over kønnenes karakteristika og deres uforenelighed. Det er en påmindelse om, at manden, selv den dag i dag, er tynget af jægerens nødvendighed af kun at have ét fokus, hvor kvinden derimod, som samleren, faktisk er i stand til at multitaske. Nok er vi flyttet ud af hulerne – men de grundlæggende træk deler vi stadig med neandertalerne – skræmmende, men sandt.
Ligeledes vil alle, der lever i et parforhold, nikke genkendende til de mange iagttagelser, som for en stor dels vedkommende baserer sig på fakta – for eksempel det tankevækkende, at kvinder dagligt bruger 7000 ord mod mandens bare 2000.
Produceret af Folketeatret. Medvirkende: Gordon Kennedy.
Instrueret af Lars Knutzon.
Læs mere:
www.folketeatret.dk
www.frederikshavnteaterforening.dk





































