Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
07.02.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

Grænsekontrol: Ingen er afvist ved Stena Line

Nordjyllands Politi har kontrolleret i alt 455 personer i forbindelse med, at de har krydset grænsen mellem Frederikshavn og Göteborg.
Nordjyllands Politi har i forbindelse med den midlertidige grænsekontrol mellem Danmark og Sverige foretaget ni kontroller i Frederikshavn, men ikke en eneste af de i alt 455 kontrollerede er blevet afvist ved grænsen.

 

På landsplan er der i samme periode foretaget 68 grænsekontroller. Det viser tal, som TV 2 er kommet i besiddelse af via en aktindsigt.

Der er tale om en midlertidig grænsekontrol ved færgeterminalen i Frederikshavn. En kontrol, som regeringen tilbage i oktober sidste år besluttede at indføre som led i den trygheds- og sikkerhedspakke, landspolitikerne præsenterede. Pakken er en reaktion på de 13 eksplosioner, som har fundet sted i København i løbet af 2019, blandt andet ved Skattestyrelsen.

Nordjyllands Politi har kontrolleret i alt 455 personer i forbindelse med, at de har krydset grænsen mellem Frederikshavn og Göteborg. Det totale antal personer, der i den forbindelse er afvist ved grænsen, er nul.

Heller ikke Bornholms Politi har i perioden afvist nogen, ej heller Østjyllands Politi, mens politiet i Nordsjælland har afvist en enkelt ud af ialt 2033 kontrollerede, og også Københavns Politi har afvist personer i forbindelse med den skærpede grænsekontrol. I København er antallet af afviste personer syv.

- Jeg er egentlig ikke pikeret over de nordjyske tal, for det er mit indtryk, at kontrollerne gennemføres på baggrund af en individuel risikovurdering, sådan at forstå, at politiet laver en grundigere kontrol på de afgange, hvor de vurderer at der kan være mere at komme efter, siger formanden for Retsudvalget, Preben Bang Henriksen (V).

Det fremgår desuden, at Nordjyllands Politi har været til stede for at udføre grænsekontrol tre gange uden at kontrollere én eneste person. Det drejer sig om kontroller foregået 18. november 2019, 28. november 2019 og 3. december 2019.

Højeste antal personer, der er blevet kontrolleret, er 271, det foregik i forbindelse med en kontrol 18. december 2019.

- Det, at politiet ikke indrejsekontrollerer samtlige passagerer, er jo ikke det samme, som at deres arbejde ikke er effektivt. Politiets blotte tilstedeværelse vil jo få nogle af dem, som ikke har et lovligt ærinde i Danmark, til at vende bilen på kajen i Sverige, mener Preben Bang Henriksen.

Kilde: TV 2 og TV2 Nord

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close