Gratis BDO-konference: Grib chancen i Norge
Norge mangler leverandører og arbejdskraft – hvem griber chancen? Det er temaet, når BDO i næste måned har inviteret seks foredragsholdere til konference i Det Musiske Hus i Frederikshavn.
Erhvervslivet er påvirket af den aktuelle lavkonjunktur, som Danmark har været i siden 2008. Nordjylland er ingen undtagelse, men i modsætning til så mange andre steder i landet, ligger der nye muligheder for erhvervslivet og venter lige foran næsen af os - i Norge.
- Går man en tur op og ned ad gågaden, eksempelvis i Frederikshavn, Hjørring eller Hirtshals, ser man mange ledige butikslokaler. Det har en negativ effekt på de butikker, som er tilbage, da de alene har sværere ved at tiltrække de besøgende, der er nødvendige for salget. Men sådan behøver det ikke at være, siger Peter Have Jensen og Morten Kallehauge, partnere og statsautoriserede revisorer i BDO.
Der er faktisk brancher i Nordjylland, hvor det går rigtig godt, nemlig de brancher, som arbejder inden for den maritime sektor eller offshore. Fælles for dem er, at de enten arbejder i Norge for norske virksomheder eller er leverandører fra Danmark til norske virksomheder.
Norge har ikke oplevet lavkonjunktur, som vi har i Danmark -faktisk er der mangel på arbejdskraft og leverandører inden for bl.a. offshore og maritim. Det giver Nordjylland en helt enestående mulighed, fordi landsdelen både ligger så tæt på Norge og samtidig har mange potentielle forbindelser fra vores havne.
- Hvis nordjyske virksomheder eller iværksættere udnytter de muligheder, der er i Norge, så vil det få positiv effekt i hele Nordjylland - også for detailhandlen. Først vil virksomheder, som griber chancen på det norske marked, opleve vækst. Dernæst vil leverandørerne og senere de lokale butikker opleve vækst. Det er som ringe i vandet, understreger Peter Have Jensen.
- Men der er lige som om, det ikke er gået op for nordjyderne, at vores største mulighed i øjeblikket ligger lige for næsen af os i Norge, og at effekten heraf positivt vil kunne mærkes af rigtig mange, siger de to statsautoriserede revisorer fra BDO.
BDO vil gerne bidrage til, at erhvervslivet og iværksættere i Nordjylland bliver opmærksomme mulighederne i Norge.
Derfor har BDO inviteret seks spændende foredragsholdere til Nordjylland for at fortælle om mulighederne for at blive leverandør til norske virksomheder eller for at etablere sig i Norge.
Konferencen holdes mandag 10. juni kl. 13.00 til 16.30 og foregår i Det Musiske Hus i Frederikshavn. Konferencen er for alle brancher og både lønmodtagere og erhvervsdrivende.
Det er gratis at deltage i konferencen, men tilmelding er nødvendig.
Tilmelding kan ske på tlf. 96 20 76 00 eller mail frederikshavn@bdo.dk





































