Gå til hoved-indhold
27. oktober 2011 - kl. 11.10

Gratis Expat Dinner i aften - men husk nationalretten

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Paul Adrian Warren spiller på Frederikshavn Bibliotek i aften.
Af: Frederikshavn Bibliotek

I dag er der for 11. år i træk Spil Dansk Dag. Frederikshavn Bibliotek fejrer musikken og mangfoldigheden i Danmark med en ínternational middag, som begynder kl. 18.00 på biblioteket.

Expat Dinners er navnet på aftenens arrangement, hvor du og din familie kan møde mennesker på tværs af kulturer og verdensdele over god mad og akustisk musik ved Paul Adrian Warren.

Frederikshavn Bibliotek er med som ét af 20 værtsbiblioteker for Expat Dinners over hele landet, der på Spil Dansk Dagen arrangerer en international middag med en akustisk koncert ved en lokal kunstner.

Formålet med Expat Dinners på bibliotekerne er at give lokale danskere og internationale medarbejdere (expats) og deres respektive familier mulighed for at mødes. Størstedelen af de expats, der kommer til landet for arbejde, bo og studere, er meget interesserede i at få sociale netværk med danskere og tage aktiv del i lokalmiljøet – hvad enten det er sport, mødregrupper eller kunstudstillinger. Mad og musik på biblioteket er netop med til at sætte fokus på bibliotekerne som et centralt rum i lokalmiljøet, hvor man kan mødes og udvide sin kulturelle horisont.

Og hvem kunne ikke tænke sig på en enkelt aften at møde nye spændende mennesker på en uforpligtende måde? Med Expat Dinners på Spil Dansk Dagen skabes en anledning til, at lokale danske borgere og expats mødes over god mad og dansk musik og danner venskaber til gensidig glæde og berigelse.

- Vi har stærkt brug for at knytte bånd på tværs, så de udenlandske medarbejdere i højere grad har lyst til at blive i Danmark, fortæller Craig Till, sekretariatsleder i Expat in Denmark under Dansk Erhverv.

- Spil Dansk Dagen er skabt på initiativ af KODA i 2001 for at bakke op om dansk musik i al sin bredde og mangfoldighed. Expat Dinners på Spil Dansk Dagen er et kulinarisk og musikalsk kulturmøde, som alle deltagere kan se frem til og glæde sig over, udtaler Ricco Victor, leder Spil Dansk Dagen.

Deltagelse i Expat Dinners og koncert på Frederikshavn Bibliotek 27. oktober er gratis – alle deltagere skal blot medbringe et åbent sind og en (national-)ret samt drikkelse til en fælles buffet.

Interesserede deltagere kan henvende sig på Frederikshavn Bibliotek eller tilmelde sig via www.expatdinners.dk, hvor der også er mere information om arrangementet. Hvis man ellers skulle have lyst til at mødes med expats i andre sammenhænge, er der også rig mulighed for dette gennem matching-sitet www.letsmeetin.dk.

Expat Dinners på Spil Dansk Dagen er et samarbejde mellem Expat In Denmark, Newcomers.dk, KODA og parterne bag matchningsportalen Letsmeetin.dk.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...