Frederikshavn Event drømmer om, at 500 maratonløbere næste år skal en tur omkring Grenen, når de deltager i Skagen Maraton. Foto: Skagen Turistforening
Frederikshavn Event satser på at arrangere Skagen Maraton i weekenden 9.-10. oktober 2010. Direktør Kim Høfler drømmer om, at ruten på 42,195 kilometer bl.a. bringer løberne ud på Grenen
- Jeg ved slet ikke, om det kan lade sig gøre, men det er en skæg mulighed. Vi ved, at undersøgelser fra andre maraton viser, at deltagerne ønsker at løbe i attraktive omgivelser og steder, hvor der er en god historie. Det mener vi, at Skagen lever op til, siger Kim Høfler.
- Vi ved, at markedet for løb er stigende. 25 procent af danskerne løber. H.C. Andersen Maraton i Odense har i dag tre medarbejdere og en omsætning på godt fire millioner kroner, fortæller Kim Høfler.
Det er endnu ikke afgjort, om Skagen Maraton i givet fald afvikles lørdag 9. eller søndag 10. oktober. Målet er 400-500 deltagere det første år.