Gå til hoved-indhold
17. oktober 2009 - kl. 04.10

Grøn bus fra Sverige på farten til Energiens Dag

  • 1 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 3
    Anders Lund Madsen underholder, når der er Energiens Dag i Frederikshavn.
Af: Kanal Frederikshavn

Lørdag 24. oktober er der Energiens Dag i Frederikshavn med Energimesse og underholdning i Arena Nord samt åbent hus på Rådhuset. Der er fri entré hele dagen, og en grøn biogasbus sørger for, at man let og miljøvenligt kommer frem til de mange aktiviteter.

- Vi har lagt an til en dag, der både skal være sjov og lærerig og har især store forventninger til energimessen i Arena Nord. Vi er meget stolte af at kunne præsentere en så varieret og spændende messe, hvor besøgende kan opleve de nyeste produkter og trends på markedet. Derudover har vi også valgt at prioritere underholdning og oplevelser højt, så der er noget at glæde sig til, uanset om man er ung eller gammel, fortæller Mikael Kau, direktør for Energibyen Frederikshavn.

På energimessen finder man alt lige fra passivhuse, varmepumper, el-cykler, LED-belysning, isolering til miljøvenlige biler. Man kan også prøve kræfter med miljørigtig kørsel i en opstillet bil-simulator,
eksperimentere med energi-, fysik- og naturlove i UNIVERSITARIUM og deltage i den storeenergikonkurrence.

På den store scene er der energishow og underholdning med Sebastian Klein, Tamra Rosanes og Anders Lund Madsen.

I det nye Frederikshavn Rådhus er der hele dagen åbent hus og guidede rundvisninger. Rådhuset er de seneste måneder blevet ombygget og kan snart prale af at leve op til energiklasse 2. I tidsrummet 10-14 kører en grøn biogasbus i pendulfart mellem Rådhuset og Arena Nord, så besøgende let og gratis kommer frem og tilbage.

Bussen er lejet af Arriva og kører til hverdag i Helsingborg, hvor mange busser allerede er ombygget til at køre på biogas. Bussen giver samtidig en forsmag på, hvordan det bliver at tage på farten i en miljørigtig bus, når nye biogasbusser indsættes i Frederikshavn og på ekspresruten mellem Aalborg og Frederikshavn. De kommende biogasbusser kommer til at køre på organisk affald fra husholdning, landbrug og industri.

Program for Energiens Dag
10.00
Borgmester Erik Sørensen åbner Energiens Dag.
10.00
Åbent hus på Frederikshavn Rådhus kl. 10-14. Ta’ den gratis biogasbus til og fra Arena Nord.
10.00
Energimessen åbner.
10.30
Tamra Rosanes synger sange fra sit aktuelle album 'Green Tomorrow Today'.
11.00
Sebastian Klein underholder de små med 'Det energiske soloshow'. Sebastian Klein er kendt som Doktor Pjuskebusk i Naturpatruljen på DR.
12.15
Tamra Rosanes.
13.00
Energishow med UNIVERSITARIUM.
14.00
Anders Lund Madsen underholder med showet: "God energi før, nu & fremover".
15.00
Energimessen lukker

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...