Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
11.06.2018 | Af: Michael Frederiksen

Groft hærværk gik ud over AQUA-udstyr på Knivholt

En 17-årig dreng fra Bindslev er sigtet for at have aktiveret en pulverslukker kort efter midnat på Knivholt.
Der skete skader på teknisk udstyr for flere hundrede tusinde kroner, da en pulverslukker - tæt på scenen - blev aktiveret kort efter, at AQUA havde afsluttet Rock i Frederikhavn 2018 på Knivholt.

 

En 17-årig dreng fra Bindslev blev straks tilbageholdt af nogle vagter. Han blev anholdt af politiet og overnattede i detentionen, inden han søndag fik lov til igen at komme hjem til Bindslev.

Politikommissær Peter Skovbak oplyser til Kanal Frederikshavn, at den 17-årige er sigtet for groft hærværk. Der venter givetvis den unge mand et ubehageligt efterspil, når det gælder erstatning af udstyret, hvis han kendes skyldig i groft hærværk.

Ifølge anmeldelsen til politiet er der sket skader for flere hundrede tusinde kroner. Det gik ifølge Kanal Frederikshavns oplysninger blandt andet ud over AQUA's mixerpult, ligesom det firma, som har ansvaret for lyd og video, fik en del af deres udstyr beskadiget.

Pulverslukkeren blev først aktiveret EFTER koncerten med AQUA, som var den sidste på Knivholt.

Arrangørerne orienterede hurtigt om den uheldige episode på facebook: "Gæster, der var i nærheden og blev ramt af dette, og som skulle føle ubehag, anbefaler vi, søger vagtlæge/egen læge", lød opfordringen fra Sportens Venner.

Bortset fra denne episode havde politiet en rolig aften på Knivholt. En blev anholdt efter slagsmål, og en anden blev sigtet for salg af en joint.

- Generelt må vi sige, at arrangementet forløb meget fint, konkluderer Peter Skovbak.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close